Ude af stand til at få udløsning for deres ophobede adrenalin i et tryghedsreguleret samfund går unge mandspersoner til ekstremer for at mærke, at de lever. De udsætter sig selv for halsbrækkende og smertefulde ritualer for at holde tilværelsens larmende tomhed på afstand. I et samfund, der kommercielt tilbeder ungdommen som afgud, forlænger disse unge mænd teenagekulten langt ud over enhver rationalitet, af rædsel for at komme til at kede sig. Som narcissistiske selvfremstillere vil de gøre snart sagt hvad som helst for at tiltvinge sig opmærksomhed i en mediestyret verden, der i ekstrem grad fokuserer på individet, samtidig med at den efterlader langt de fleste i en stadig mere lammende tilstand af reel og fuldstændig anonymitet. Er det indbyggerne i en civilisation, der er ved at dø af grin eller af kedsomhed? Jo, man kan sagtens tage den socio-politiske brille på i et forsøg på at forklare MTV-fænomenet 'Jackass', men konfronteret med de bindegale ungersvende i 'Jackass the Movie' er det alligevel, som om enhver fornuftig forklaring efterlader en restmængde af forbløffelse og modstræbende beundring. At dyrke søpølsemasturbation. At lade sig bide i brystvorten af en babyalligator. At få tatoveret et smileyface på skulderen siddende i et firehjulstrukket køretøj, der for fuld fart hamrer hen over et vaskebræt af en grusvej med den professionelle smertensmester Henry Rollins ved rattet. At frivilligt lade sig slå til lirekassemand af supersværvægteren Butterbean i en butik omgivet af chokerede kunder. At pisse i sneen og bagefter spise det som pisvaffel. At sniffe wasabi og brække sig i sushien. At spille bowling med hovedet forrest og kuglerne bagved. At tage ud på oceanet og fylde underbukserne med rejer, inden man dykker ned for at nyde den ganske særlige følelse, det åbenbart er, når ti meter lange tandløse hvalhajer nibler krebsdyr direkte fra klokkeværket. Det er svært ikke at blive imponeret over den ryggesløse fantasi, der bliver lagt for dagen. Genremæssigt er der tale om et fuldstændigt sammenrod af skjult kamera, stunt og sketch. Af freakshow og regulært hærværk. En fusion af drengestreg og manddomsprøve. I sine bedste øjeblikke toner 'Jackass' flag som et nyt årtusinds absolut antiintellektuelle svar på Monty Python. 'Jackass' dyrker et infantilt anarki, hvor pointen altid er fysisk. Det er kropsfunktionernes oprør mod både den gode smag, den lækre overfladiskhed og forestillingen om den dybere mening. Det er reality-tv-tidsalderens uorganiserede svar på stumfilmens slapstick. Vovehalse uden æstetik, koreografi, hoved eller hale. Men de halsbrækkende påfund udføres heldigvis med en afvæbnende selvironisk hovedrysten. Jeg var skiftevis ved at brække mig og brække mig af grin, og hvor mange film kan man sige dét om? At kalde denne rodede ophobning af bizarre stunts for en film er godt på grænsen til en overdrivelse. Men har filmen ikke mange andre af en normal films karakteregenskaber, så har den dog i vovehalsen Johnny Knoxville en regulær hovedperson med en karisma ud over det sædvanlige. Med en kasse bajere og fingeren på spoleormen, øh spoleknappen, kan 'Jackass' såmænd få et langt, lystigt og kvalmefremkaldende liv på video og dvd.