Det var Liva Weel som i 'Odds 777' fra 1932 udødeliggjorde linjen »Glemmer du / så husker jeg det ord for ord«. Sangen 'Glemmer du' har en vigtig rolle i en ny dansk film om kærlighed og fortrængning, der måske ikke ligefrem ligner noget fra 1932, men i hvert fald gerne vil holde nogle gamle danske filmdyder i hævd. Der er ikke noget smartness over 'Til højre ved den gule hund', når den haler Jesper Klein og Judy Gringer tilbage i rampelyset. Til gengæld må man også konstatere, at det kun alt for godt lykkes filmen at virke gammeldags på mere uheldige måder. Der er teaterpræg over en film med et manuskript, der næppe var sluppet igennem en efterkritik på en filmskole. Peter Ringgaard og John Bernsteins sympatiske manuskript mangler både ambition og timing. Det er historien om den fortravlede og nyskilte arkitekt Philip (Peter Gantzler), der mister den far, han ikke har set i 25 år. Philip rejser til Nordjylland for at begrave faderen. En pludselig indskydelse får ham til tage faderens ven fra plejehjemmet med hjem. Måske kan Karl Bolt (Jesper Klein) udfylde lidt af det gabende tomrum i sønnens hjerte og erindring. Hjemme venter Philips søn, David. Også her er kontakten mellem far og søn skrøbelig. Men hvem er egentlig denne Karl, der finder sig så godt til rette med Philips årgangsvin og havanesere? Ligesom plejehjemmets nedslidte sangerinde Lotte Nymann (Judy Gringer) viser også Karl sig at have en baggrund i det københavnske teatermiljø, fra før verden gik af lave. Måske er det denne sentimental-teatralske åre, der har fået filmkonsulent og tidligere teaterdirektør Morten Grunwald til at støtte projektet. Samt den kendsgerning, at manuskriptets muligheder så oplagt har ligget på skuespillerfronten. I ånden kan man godt se en opstrammet version af denne lille lune fortælling om generationer og fortrængninger som et komisk kammerspil på en af de folkelige teaterscener. Eller man kan se kimen til en gentagelse af Gert Fredholms solide succes med parret Peter Gantzler/Jens Okking i generationsmødet 'At klappe med én hånd'. Men det niveau når Ringgaard slet ikke. Det havde også som minimum krævet, at de to altdominerende figurer Philip og Karl for alvor kunne komme i clinch. Det sker ikke. Uden en Okkings modstand kommer Gantzlers karakteristisk stivnede smalle smil til at stå alene og forladt, mens Kleins Karl uden at ænse ham tøffer rundt og nyder livet på 1. klasse. Jesper Klein får et comeback, hvor han må kæmpe hårdt for at få figurens to sider - den livskloge komiske lurendrejer og den antydede tragiske livsfiasko - til at swinge sammen. Det lykkes nogenlunde, men rollen kræver, at han holder kortene så tæt ind til kroppen, at man som tilskuer sidder tilbage med følelsen af, at man aldrig fik andet end et smugkig. Kleins Karl bliver katalysator for de uundgåelige forandringer i Philips forkrampede følelsesliv, men uden nærkontakten bliver hverken komikken eller smerten i de to personers liv til den dynamiske kemi, der kunne have forløst Peter Ringgaards anden spillefilm. Og der er ikke rigtig andet, som kan klare jobbet. Der er gode intentioner, men ikke mange dybere spadestik i filmens far-søn-tema. På musiksiden er valget af sange, og måden de bliver brugt på, meget bastant. De monotont indrammede billeder er der ikke meget spræl i. Heller ikke når svipturene til arkitekt-, teater- og partymiljøet afvikles en passant. At Judy Gringer bliver kørt i stilling som detroniseret diva, gør ikke en afgørende forskel. Manuskriptet har ikke rigtig banet vej for rollens potentielle karisma. Og så hjælper det altså ikke på troværdigheden, at hverken den 59-årige Jesper Klein eller den 62-årige Judy Gringer i udpræget grad ligner oldsager shanghajet fra et nordjysk plejehjem.