Så ædle hensigter, så lødigt et emne, så sobert spil - og dog så patetisk kvalmt et resultat! Meget skyldes grundhistorien, efter manus af Mike Rich, der også bar ansvaret for den alt for sympatiske og rigtige 'Finding Forrester': Cuba Gooding Jr. spiller - og overspiller lidt - den udviklingshæmmede unge mand i småbyen Anderson i South Carolina, hvor han skubber rundt med sin indkøbsvogn og en godlidende, menneskesky mimik med et overbid af tillidvækkende dimensioner. Kælenavnet Radio skyldes hans interesse for transistormodtagerne. Ed Harris er den sammenbidte football-træner, der drager omsorg for, at Radio kan blive hjælper for holdet og desuden bruge den lokale high school som værested. Tid og opmærksomhed tager træneren fra sit familieliv, især en datter, som ikke fatter, hvorfor faderen går så højt op i Radios udvikling, og såvel blandt football-spillernes forældre og fans som i skolebestyrelsen får han sine modstandere. Den enfoldige unge mand trives, men da hans ejegode enlige mor dør, ser det hele for alvor sort ud. Også for tragediens troværdighed, for godt skal det jo ende, og dét kræver en stribe af usandsynligheder: At holdet vinder, at den fåmælte træner pludselig folder sig ud som folketaler ved et uformelt møde i byens barbersalon, og at den forsømte datter tilgiver ham med en indlevelsesevne og et altruistisk storsind, der just ikke er typisk for teenagere. Både Gooding og Harris kan være bedre end her, hvor figurerne desværre er lige så endimensionale, som psykologien er banal og konfliktstoffet uforløst eller rent ud sagt udviklingshæmmet. Så fra et ganske lovende afsæt kører filmen, med blikket stift rettet mod forbilledet 'Forrest Gump' og med indkøbsvognen fuld af gode meninger, durk i selvhøjtidelighedens grøft.