Det begynder som en udramatisk efterårsdag i en amerikansk high school, hvor eleverne vel er, som teenagere er flest. En af fyrene i instruktøren Gus Van Sants 'Elephant' er optaget af at fotografere og tilbringer mest mulig tid i mørkekammeret. En anden kommer for sent i skole, fordi han først skal have sin fulde far parkeret. Nogle lider af anoreksi, usikkerhed eller forelskelse. Og så er der lige et par knægte, der bruger fritiden på at spille voldelige computerspil og klassisk klaver samt studere våben på internettet. Ender i blodbad Den helt almindelige skoledag - og filmen med - ender i et blodbad. Ligesom skoledagen på Columbine High School gjorde i april 1999. Tidligt i 'Elephant' præsenterer Gus Van Sant de to våbenfikserede drenge på et tidspunkt, hvor de svært bevæbnende og klædt i kampuniformer går ind på skolen. Som tilskuer kender man deres ærinde og sidder derfor helt elendigt i biografsædet, mens man venter på, at de begynder at skyde på alt, der bevæger sig. 'Elephant' vandt både De Gyldne Palmer og prisen for bedste instruktion i Cannes sidste år - for næsen af Lars von Triers 'Dogville'. Og 'Elephants' fortælling om den dag, de uventede mord finder sted, undgår da også alle de faldgruber, en fiktiv film om netop dét emne kunne falde i. Elever fra virkeligheden Den er ikke kommenterende og konkluderende ligesom Michael Moores dokumentarfilm 'Bowling For Columbine'. Gus Van Sants optagelser af de to knægtes interesse for computerspil antyder en forklaring, men anklager ikke. I modsætning til instruktørens tidligere film 'Good Will Hunting' og 'Finding Forester' er 'Elephant' heller ikke på nogen måde orkestreret som en spillefilm med kendte skuespillere, medspillende underlægningsmusik, dramatisk opbyggende replikker og store følelser. I stedet observerer og beskriver instruktøren sig frem gennem en i udgangspunktet tilfældig skoledag på en high school i Portland, Oregon. Eleverne i filmen er også elever i virkeligheden. De har fået deres egne fornavne, deres eget tøj og til dels også deres egne vaner og talemåder med i manuskriptet. Gus Van Sant har kun arbejdet med ét kamera, der følger enkelte elever i lange ukommenterede og hyperrealistiske scener uden klip. Billedæstetikkens lighed med dokumentarisme er tydelig, men fortælleteknikken er et gys udtænkt af en instruktør, der ved, hvad han gør. I stedet for at lade dagen skride frem i filmen, som den gør på et ur, fortæller Gus Van Sant små historier om det samme tidsrum inden mordene. Hvert akt eller kapitel har sin overskrift. Der er beskrivelser af 'Alex', 'Eric', 'Carrie, Nicole og Brittany' og flere til, og historierne krydser spor. Det er netop ved at vise få, udvalgte scener flere gange fra forskellige vinkler, at Gus Van Sant gør opmærksom på sin fortælleteknik og også gør sine realistiske billeder af eleverne mere og mere bevægende, som slutningen nærmer sig. Mens man ser 'Elephant', skal man selv lege Holger Fortolker. Gus Van Sant gør ikke hele arbejdet. Man skal selv rydde op. Og det er dér, 'Elephant' indholdsmæssigt for alvor bliver en vigtig film.