Ken Loach er kendt som en ubestikkelig britisk filmskaber, en human socialrealist med offensive synspunkter. Han fik sit comeback i halvfemserne og vandt Cannes-priser for 'Hidden Agenda' og 'Riff Raff'. Politisk aktiv, ikke lydhør for nogen Hollywood-karriere, og måske mere elsket i Europa end i England. Han analyserer sociale konflikter og diagnosticerer uligheder, men har altid sympati og loyalitet over for de vaner og uvaner, han undersøger. Således også i 'Ae fond kiss' - noget overdrevet oversat til 'Et dristigt kys'. Det er et kærligt kys - men selvfølgelig også dristigt nok, for det udveksles mellem den pakistansk fødte Casim og den skotske musiklærer Roisin midt i Glasgow. Må de to få hinanden? Det må de ikke. Selv om Casim - på sin vis - er af overklassebaggrund som indvandrer - hans far er købmand - er der muslimske og pakistanske traditioner i familien, som betyder noget. En af de vigtigste traditioner er det ægteskab med en ukendt kusine fra Pakistan, som han har lovet at indgå. Familien er ikke kun ham selv, forældrene og to søstre - det er også fætre og tanter, der har grillbarer rundt om i Glasgow. Fordi familien kommer fra et område i verden, Punjab, hvor staten altid var ens fjende og ikke ens hjælper, er familien indsat som rettesnor og moralsk vogter. De gode råd kommer fra mor og ikke fra en offentligt ansat terapeut. Familiens hierarki er smukt og diskret understreget - øverst kommer faderen, så moderen, så sønnen, nederst kommer de to døtre. Den yngste datter forsøger et vanskeligt oprør og vil gå på universitetet i Edinburgh - men hun møder voldsomme repressalier hos sin far. Og hvis hun vil gå på diskotek og møder sin bror Casim, bliver hun sendt hjem af ham. Så møder Casim den skotske pige og bliver forelsket i hende. Hun underviser på en katolsk skole - har det nogen betydning? Ikke andet end den, at Ken Loach er interesseret i at vise, at forholdet til en muslimsk pakistaner også er en omkostning for en skotsk pige, som skulle fastansættes, men nu må tage imod ydmygelser fra den cigaretrygende pater, som kræver katolsk ærbarhed af hende for at kontrasignere udnævnelsen. Det skal med for at vise, at ikke kun pakistaneren, men også den skotske pige må betale for en upraktisk og utilbørlig kærlighed. Hvad er det for regler og kulturformer, som gør livet svært for Casim og Roisin? Man kan ikke kun knipse med fingeren og hovedrystende sige 'religion' - for religionen har fået sin livstolkende, praktiske betydning i et diffust samspil med den moderne skotske virkelighed. Religionen er oven i købet trængt i defensiven og udøver derfor en endnu mere desperat magt - som da Casims ældste søster opsøger Roisin for at bede hende om at forlade broderen - vel ikke for meget forlangt at tilsidesætte sin individuelle lykke, når så meget går i opløsning i den pakistanske familie? Har Roisin aldrig hørt om loyalitet og solidaritet? Det sjove er, at publikum i den situation også er i tvivl om, hvor sympatien skal lægges. Hvis et forhold kun har begrænset (europæisk!) levetid, men er ved at ødelægge en pakistansk familiekultur, hvorfor så insistere på det? Den offensive, politisk aktive modmagt, som Ken Loach lægger i filmen, placerer han i virkeligheden - stik imod sædvane! - i seksualiteten og fremhæver bevidst, at så megen seksuel lykke - Ae fond kiss - ikke bør fornægtes og undertrykkes. Kærligheden holder måske ikke livet ud, men den er en mere sikker gave (som kræver modofre) end de traditioner, som vil fornægte den. 'Ae fond kiss' er dermed blevet en overraskende Ken Loach-film, mere eksplicit optaget af de sociale konventioners medspil og modspil til følelser, end den gamle socialist før var tilbøjelig til at understrege. I hovedrollerne ses to glimrende skuespillere, den pakistanske Atta Yacub og den meget lyshårede skotske Eva Birthistle. Måske har de to meget at diskutere og være uenige om - men de har kroppenes instinktive garanti for, at deres kys og samlejer er ægte nok og bør tages i betragtning, når man vil ræsonnere over de ægteskabelige chancer for lykke mellem Pakistan og Skotland. Det er et helt enkelt og smukt, men også kompliceret regnestykke, som fik priser ved Berlin Festivalen i 2004. Regnestykket vil ikke vil gå op uden lidelser. For de unge selv, og for familierne.