0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den ukuelige søn

Med humor, varme og spænding fortæller den sort-hvide film 'Hop' om benhård europæisk racisme over for afrikanske flygtninge og indvandrere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Hop' fik børnejuryens pris ved Buster-festivalen i 2003, hvilket er fuldt forståeligt, skriver vor anmelder. Men den er ikke 'kun' en ungdomsfilm. Den er for alle. -Foto fra filmen

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke nogen let opgave, instruktøren Dominique Standaert i udgangspunktet har givet sig selv med ungdomsfilmen 'Hop'. Historiens afsæt er, at en analfabetisk mand fra Burundi og hans moderløse søn lever illegalt i en halvskummel lejlighed i Bruxelles.

Faderen arresteres og udvises til et afrikansk land, han ikke har noget kendskab til overhovedet. Tilbage i Bruxelles er den stakkels 13-årige dreng nu helt alene og tilmed tvunget til at skjule sig for ikke selv at blive udvist.

Hvordan fortæller man som filminstruktør sådan et drama, uden at solidariteten med de illegale afrikanske flygtninge kommer til at ligne gratis, sentimental indignation?

Dominique Standaert bruger både spænding, humor og absurditet. Og så holder han sig filmen igennem til sort-hvide billeder. Det giver et skær af realistisk nøgternhed som fin modvægt til alle de stærke følelser, filmens personer kommer igennem.

13-årige Justin reagerer på udvisningen af faderen med både desperation og handlekraft. For enhver pris vil han have sin far tilbage til Bruxelles, og ved et tilfælde allierer han sig med en gammel, fordrukken anarkist og dennes hushjælp. I spillet mellem Justin (Kalomba Mboyi) og de øvrige medvirkende sker der lige så meget i ansigter og kroppe som i ord og handling.

Selv små forskydninger i stemningerne fanges af kameraet. Dermed undgår Dominique Standaert at skære sine pointer om skam, racisme og medmenneskelighed ud i pap. Det er simpelthen ikke nødvendigt, for det gode skuespil gør, at man uvilkårlig fornemmer, hvad der rører sig.

Samtidig udvikler handlingen sig hele tiden. Den dynamisk klippede 'Hop' har tempo og mere fantasi, end man kan forestille sig, når man ser filmens introducerende scener. Egentlig er det synd, at 'Hop' kategoriseres som ungdomsfilm.

Altså ikke for de unge, som ser den. Men for de voksne, som fravælger den, fordi 'ungdomsfilm' lyder fjollet. Til gengæld var det fuldt fortjent, at filmen vandt Børnejuryens pris på 50.000 kroner for bedste spillefilm ved den danske filmfestival Buster i 2003. Der er dynamit i dén film. Endda også i bogstavelig forstand.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere