Da Orson Welles lavede H.G. Wells' science fiction-klassiker 'Klodernes kamp' som realistisk radiospil, skræmte han nærmest livet af amerikanerne. En af grundene til den vilde panik var selvfølgelig, at man dengang, siddende klistret til radioen, ikke havde nogen mulighed for at se, om det nu også kunne passe, at marsmænd var gået til angreb. I dag kunne man jo bare tænde for tv eller mobiltelefon. Men den hurdle afmonterer Steven Spielberg med det samme. En del af rumvæsnernes angrebsstrategi er at jamme alle former for elektronisk og elektrisk kommunikation. Og så kan klodernes ulige kamp ellers begynde. At få banket den menneskelige dimension på plads ofrer Spielberg ikke mange minutter på. Ray (Tom Cruise) er en umoden og uduelig skilsmissefar, men da rumvæsner går til angreb, mens han har ungerne på weekend, må han vokse op og vise sig som en rigtig mand og far. Såvel i forholdet til den besværlige teenagesøn Robbie som den gammelkloge lillepige Rachel (Dakota Fanning). Filmen former sig som en rejse på flugt. Med rumvæsnernes gigantiske dødsmaskiner i hælene sætter den lille dysfunktionelle og dødsensbange familie kurs mod Boston, hvor børnenes mor og hendes nye mand bor. I det lønlige håb, at Boston er sluppet billigt, hvor alle andre storbyer tilsyneladende er blevet zappet til kattegrus. At der er ofret så lidt selvstændig plads på familiehistorien og hverdagsbaggrunden er måske den største forskel på 'War of the Worlds' og Spielbergs tidligere film om nærkontakter af tredje grad. Det er også en af grundene til, at jeg, ud over et sundt overlevelsesinstinkt, så langt foretrækker at møde den venlige E.T. frem for de væmmelige væsner, der vil reducere Jordens befolkning til enten aske eller søbemad. 'War of the Worlds' er blevet en slags maratonløb af voldsomme optrin. Men man må give Spielberg, at han formår at gøre ruminvasionen regulært skræmmende. De trefodede krigsmaskiner er skræmmende, men ikke halvt så skræmmende som viljen bag denne intergalaktiske endlösung. Menneskene tror de i er i krig. »Men det er ikke mere en krig, end der er krig mellem mennesker og maddiker«, som en overlevende rystet konstaterer. Som tableau over en verdensomspændende krigsskueplads fastholdt i billedet af en enkelt families desperate kamp, er 'War of the Worlds' en skrap opvisning af effekters effekt. Hvad filmen mangler, er den mere snigende uhygge, som man kender fra film som 'Invasion of the Bodyschatchers' og 'Night of the Living Lead', hvor truslen fra det ydre på uhyggeligste vis har kamufleret sig som noget, der ligner naboen til forveksling. 'War of the Worlds' er ikke Spielberg i det subtile hjørne, men man skal ikke undervurdere Spielbergs arsenal af bagtanker. Han har siden sin debut 'Duellen' været en slags ekspert i frygt og angst, og i 'War of the Worlds' kommer han drevent rundt i alle frygtens facetter. Der er selvfølgelig frygten for at miste livet, familien, kontrollen, fremtiden. Men der er også alle de mere tidsbundne angstforestillinger. Bevidstheden om hvor sårbart det moderne samfund er over for angreb på forsyningssikkerhed og massekommunikation. I første scene ser vi Tom Cruise i storbyens havn flytte containere. Tilsyneladende et tilfældigt erhverv. Valgt for at vise, at Ray er en amerikansk arbejdsmand, der ikke kender andre vuggeviser end dem skrevet af Bruce Springsteen. Men et sted i baghovedet er der ekkoet fra frygten for, at terrorister netop vil bruge containere i New Yorks Havn til at føre dødbringende planer ud i livet. Vil rumvæsner os det gode eller det onde? Svaret på spørgsmålet er til enhver tid en ganske tydelig aflæsning af en civilisations sindstilstand. Og der er som sagt pokkers til forskel på E.T.s fremstrakte hånd og 'War of the Worlds', hvor de go'e gamle dødsstråler får en renæssance. Man filmatiserer 'Klodernes kamp', når man er bange for det fremmede. Men måske stikker der mere under. Man kan vælge at se 'War of the Worlds' som en kritisk kommentar til Irakkrigen. Undervejs får vi at vide, at modstandskampe altid i sidste ende bliver vundet, og at selv ikke den mest overlegne besættelsesmagt kan tage højde for alle eventualiteter. Under angrebet på Bagdad må den amerikanske hærs teknologiske ildkraft set med indbyggernes øjne have lignet et frygtindgydende angreb af en anden verden. I så fald er amerikanerne marsmændene. Men sådan kan det da ikke være! 'War of the Worlds' er skam patriotisk. Der bliver flaget og kæmpet med oprejst pande. Men lur mig om ikke Spielberg alligevel har haft præsident Bush og hans felttog i baghovedet, da beslutningen om at filmatisere Wells' roman tog form. Men det behøver man selvfølgelig ikke spekulere på, når man sidder klistret fast i sædet og forgæves spjætter med benene, idet man prøver at flygte fra Spielbergs dødsstråler.