Efter sit saftigefolkegennembrud med 'Sidste tango i Paris' fik Bertolucci frie hænder til sit næste projekt, der havde premiere i 1976: det store panorama om Italiens kultur- og socialhistorie i første halvdel af det 20. århundrede, spejlet i et venskab hen over klassemodsætningen; daglejerens uægte barnebarn Olmo og herremandens sønnesøn Alfredo. Med deres fødsel samme dag på samme norditalienske gods intoneres titlens århundrede. Godsets fornuftige halvtosse, Rigoletto, skal vist datostemple begivenheden med indledningsvignettens udråbning af en anden nyhed: »Verdi er død!« Strengt taget er det nu en fejl - operakomponisten døde først i 1901 - men dødsfaldet signalerer for italienere afslutningen på det gamle sekel med den kamp for national samling og selvstændighed, som Verdi deltog aktivt i. Og samtidig signalerer pukkelryggen i narrekostume, at dét her er fiktion - ikke dokumentarisme. Ja, knap nok realisme. Dét får man brug for at huske sig på i de godt to en halv time, som halvdelen af filmen fylder i denne uforkortede, nyoversatte version - altså fem timer i alt, når anden halvdel snart følger. I sin tid fik vi én samlet version, næsten to timer kortere. Med denne lange udgave - og ikke mindst: tredive års erfaring - bliver mange træk tydeligere. Hvad mange af osnødigt ville erkende midt i 1970'erne, kan nu slet ikke skjules: Billedet af den ædle landarbejderklasse er skønmaleri - lige fra den frøfangende, barbenede Olmo som ti-tolv-årig Huck Finn-kopi og til hans stoute bedstefar i Sterling Haydens lange, seje skikkelse. Når landarbejderne med deres lerfløjter spiller op til dans i lysstriberne mellem træstammerne på Po-sletten, er det billedskønt - men også truende tæt på 'En søndag på Amager'. Selv den purunge Gérard Depardieu er faktisk på en uriaspost som den voksne udgave af proletarhelten Olmo, et alt for knastfrit stykke gavntømmer i den bygning, vi rejser, mens fanerne vajer og kvinderne laver sit down-aktioner - ai liu liu lej! Det er dog de samme smukke kvinder, der får gjort kål på den fascistiske opkomling Attila - i Donald Sutherlands uforglemmeligt lede figur - i den grumme scene, der stadig indleder hele balladen ved at foregribe historiens udfald i 1945, altså slutningen af den anden del, vi har til gode, og som gør hele første del til ét langt flashback. Aristokratiet ved Bertolucci vist mere om, i hvert fald tegner han et mere komplekst billede. Som den gamle godsejer følger Burt Lancaster så at sige sin egen figur fra Viscontis 'Leoparden' - og dermed hele det gamle århundrede - til graven, med den rå og rørende scene, hvor han erkender sin magtesløshed over for malkepigen. Som sønnesønnen Alfredo er Robert De Niro entydig, men dog overbevisende med sin 'solidaritet', dvs. en ubevidst nedladende humanisme. Et tiltrængt strejf af humor sniger sig også ind i hans samspil med den dekadent forstyrrede Dominique Sanda som burgøjserbohemen Ada, længere her end jeg husker det fra den forkortede version. Kalder 1970'ernes politiske optik end på en tiltrængt opdatering, så får en enkelt scene dog en ny aktualitet, der ikke kunne forudses dengang: Mødet i kirken, hvor de forsamlede godsejere gejler sig op til 'korstog' mod fjenden og sætter lejesvenden Attila i spidsen for krigen mod de »halvasiater, der trænger sig ind« overalt. »Vi kræver ikke blod - vi kræver orden«, lyder godsejerens hykleri. Vel var fjenden dengang kommunismen, men retorikken adskiller sig ikke væsentligt fra nutidens mest bøvede fjendebilleder af 'islamismen' under kampråb om demokrati og markedsfrihed. Lærer vi overhovedet noget af historien? Nå, men apropos optik: Fotografen Vittorio Storaros panoramaer - hen over Po-landskabet såvel hen over politiske optrin med grå kavalerister, røde faner eller gyldent belyste høstarbejdere i fremmarch mod tyranniet, som man kun oplever det på plakater fra 1970'erne - dét er stadig storslået billedkunst. Ennio Morricones musik kender heller ingen smalle steder og bidrager til, at denne 'Leoparden møder Pelle Erobreren' - selv efter ideologisk udløbsdato - stadig er et højmusikalsk historisk billeddigt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Nu gider hun ikke høre på mere pis fra Trump
-
Der er en ting, som dæmper angsten. Hvorfor benytter vi den ikke noget mere?
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Lars Løkke afviser Putins forslag til forhandler: Det er ikke »den foretrukne europæer«
-
Britisk Eurovision-ekspert: Sådan har vi aldrig set kassen før
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Omar Alkhatib
De samme ord, jeg lærte at forsvare som palæstinenser, bruger flere danskere nu om sig selv
Lyt til artiklenLæst op af Omar Alkhatib
00:00
ANALYSE
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
1 DØGN
Debatindlæg af Gitte Edstoft Kristensen
Debatindlæg af Lauge Sigurdur Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























