Superhelte er en slags arbejdsnarkomaner, der reelt aldrig har fri og ikke kan lade være med at rykke ud, når arbejdet kalder. En moderne synsvinkel på sagen, som bliver forfægtet i den anden nutidige storfilm om den gode, gamle Zorro. I Catherine Zeta-Jones' skikkelse er Fru Zorro, Elena, en kvinde med skrappe krav til sin Alejandro (Antonio Banderas). Don Alejandro alias Zorro skal være ansvarsfuld far, hensynsfuld ægtemand og huske at hente sin søn i skolen. Ikke mindst skal han være til stede. Det måske mest barske og moderne af de mange krav til en travl mand. Men at være til stede er lidt svært, når nu alarmklokkerne ringer i tide og utide. Så Zorro bliver skilt. Zorro går på druk. Zorro går i hundene. Den er ganske bastant, denne modernisering af underteksten. Også politisk er der skruet op for parallellerne. Kampen imod almindelig uretfærdighed og social undertrykkelse er trådt i baggrunden til fordel for en kamp om at give politiske rettigheder til alle uanset tro, race og hudfarve. I 'Legenden om Zorro' er Zorro demokrat med åben pande bag masken snarere end hero med mystique. Zorro er Folkets Valg. Der er således gjort meget for at nutidens biografpublikum skal kunne identificere sig med Zorro og hans problemer, selv om handlingen udspiller sig tilbage i 1850, hvor Californien kæmper for at komme ind i Unionen og blive en del af det demokratiske USA. Samtidig har Bond-instruktøren Martin Campbell gjort sig store anstrengelser for, at filmen samtidig rummer en uskyld i sin action, som ligger langt fra nutidens hårdkogte standard. Erroll Flynns Robin Hood er det oplagte forbillede. Banderas' Zorro slår gerne de 17 ekstra og fuldstændig unødvendige kolbøtter og saltomortaler, hvis det ser godt ud. Antallet af dræbte og regulært sårede holdes på et absolut og blodfattigt minimum. Det er gæve tæsk, der deles ud. Selv en hårdtslående spansk pendant til Broder Tuck har Zorro. Men den er svær at postulere, denne gamle filmuskyld. Antonio Banderas har i hvert fald gevaldigt svært ved at spille plørefuld uden at blive pinagtig på den forkerte måde. I de 'vittige' screwball-dialoger mellem de skilsmisseramte ægtefolk er det som regel Catherine Zeta-Jones, der trækker det længste skuespillerstrå. Også sønnen Joaquin har en stor rolle at spille i skikkelse af den temmelig overfriske Adrian Alonso. 'Legenden om Zorro' er ikke så meget en Zorro-film som en Familien Zorro-film. Familien som slår på tæven sammen, er familien, som bliver sammen, kunne man sige med en lettere omskrivning af det kristne, amerikanske slogan om 'the family that prays together, stays together'. Action og eventyr for hele familien - det er ambitionen. Som bredt anlagt actioneventyr med tju og hej og flotte billeder har 'Legenden om Zorro' alt hvad der skal til. Til gengæld synes jeg, at omkostningerne ved så grundigt at afmystificere Zorro og hive ham helt ned på jorden som en ganske almindelig frustreret (adels)mand, er betragtelige. Hvor afmytologificeringen af udadtil beslægtede Batman afslører dybt mentalt konfliktstof, afslører Zorros ditto en småfrustreret moderne ægtemand under konstant pres fra sin emanciperede kvindes krav om nærvær. Sjovt nok, men den sans for myte som eventyr om maskerede hævnere lever af, er der altså ikke meget af i dén historie. Hvor den første Zorro-film havde en underholdende karakter af drillende myte i kraft af spillet mellem den gamle og den nye Zorro, Anthony Hopkins og Antonio Banderas, har 2'eren valgt at lave noget, der i perioder mest af alt ligner en komisk sitcom i cinemascope.