En god, gammeldags hashhund er en ren amatør ved siden af den svenske toldbetjent Tina. Også Tina bruger snuden til at sniffe med, men hun kan finde alle mulige slags ulovlig kontrabande som toldkontrollør i færgehavnen. Foruden sprut og stoffer kan hun sniffe skyld, skam og dårlig samvittighed.
Den sniffende Tina med det lettere dyriske udseende placerer umiddelbart Ali Abbasis ’Grænse’ et sted midt mellem fabel og det groteske. Men filmen viser sig at være en skabning med mange rødder og et frit forhold til genrerne. En ægte original. Visionen om den grænseløse verden er blevet afløst af et massivt fokus på grænser, der skal holde fremmede ude. Samtidig handler det om at udforske de mange nye grænser. Naturvidenskabeligt såvel som filosofisk og identitetspolitisk.




























