At Bret Easton Ellis og Ryan Murphy er landet som ophavspersoner til en serie om at blive voksen i en glamourøs, men også gudløs og grusom verden, bør ikke overraske. De deler en nærmest fetichistisk forkærlighed for overflade og celebre forbrugsgoder. Og begge har interesseret sig for den mere grænseoverskridende del af menneskelig adfærd samt sindets afgrundsdybe mørke og skræmmende irgange.
Det hele løber perfekt sammen i en historie, der foregår på en dyr privatskole i Los Angeles og er vanvittig flot og akkurat i sin skildring af (overklasse)livet anno 1981. Biler, tøj, musik, interieurs og hårmode er ramt med en djævelsk akkuratesse.