Der er noget moderne film noir over indledningen til ’Better Call Saul’: En midaldrende mand, som man kan se er leder af en kaffe-kage-biks med speciale i kanelsnegle, Cinnabon, går nervøst omkring, tørrer lidt af, skæver hist og pist. Gene hedder han.
Da butikken skal til at lukke, tager han et skilt ind fra gaden i den shoppingmall, hvor etablissementet ligger. ’Your straws never had it that good’, står der. En person bevæger sig mod ham. Han bliver ilde til mode. Og lettet, da det viser sig at være falsk alarm. En nervøs mand. Der stikker noget under.




























