Det er historien om pladeselskabsmanden Richie Finestra, der siden barndommen har elsket rock’n’roll og gjort det til sin karriere at finde, udvikle og markedsføre nye kunstnere. Men han er i krise. Og branchen er i et vadested.
Den gode gamle krydsning mellem den sorte blues og den hvide rockabilly er tvunget i knæ af den progressive rock, diskoen og sådan noget som Donny Osmonds astmatiske sukkerpop.




























