Jeg havde et mareridt. Jeg drømte, at alle tv-værter i verden var Mads Steffensen.
Uanset hvilken slags fælleshyggelig aftenunderholdning man zappede over på hjemme i tv-stuen, var det Mads Steffensen, der stod der med sit vikingekække grårøde skæg og brede skuldre og sagde ’godaften’ igen og igen på blødt, jovialt jysk.


























