Det er en nærmest sitcom-agtig pingpong-motor, der dominerer blandt alt det alvorlige, sexede og kritiske i Jenji Kohans indtil videre fire sæsoner lange portræt af de ansatte og indsatte i det amerikanske kvindefængsel Litchfield.

Der kan godt gå teaterkomik i det: Store armbevægelser, rullende øjne som om skuespillerne gestikulerede til tilskuere på bagerste række, selv om vi jo sidder med næsen inde i skærmen.