En indsigtsfuld person sagde for relativt nylig i fjernsynet, at det fantastiske ved lyrik er, at det giver en mulighed for at låne et andet menneskes bevidsthed.
Når man læser et digt, ser man verden med andre øjne end sine egne, hvad enten man så er på kaffebar med cigaret og cola eller står og hakker tænder på Memphis Station, hvis altså ikke man skriver sin trosbekendelse med en vaklende klode som underlag.



























