Der er et gammelt jysk ordsprog, som hedder at kærlighed er tre mil igennem en pløjemark. Det siger sikkert ikke moderne (by)mennesker så meget. Men romantiske mænd som Søren Ryge og jeg – og selvfølgelig ditto kvinder – ved, hvad det vil sige at gå i en pløjemark.
Lige meget størrelsen på røjser er det træls og trættende at gå på tværs eller langs pløjede furer for at nå frem til gården eller landsbyen, godset eller husmandsstedet, hvor hin eneste ene bor. Hende eller ham, man ikke kan leve foruden. Men lige meget om du er hosekræmmer eller bondepige, kærligheden er værd en vandring i mudret jord.




























