Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: © Ben Rothstein
Film og tv

bommert »Den er en slags 'Walter & Carlo i junglen'«

Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensens 'Ved Verdens Ende' er for plat, mener filmanmelderne, som dømmer filmen hårdt.

Film og tv

Den nye danske actionkomedie 'Ved verdens ende' har en række stjerneskuespillere på plakaten, men den vækker ikke anmeldernes begejstring.

Filmen er skåret over samme læst som 80'er-hitfilmen 'Nu går den vilde skattejagt', hvor Michael Douglas og Kathleen Turner var på eventyr i eksotiske omgivelser.

Blomst giver evigt liv I 'Ved verdens ende' består makkerparret af kriminalpsykiateren Adrian (spillet af Nikolaj Lie Kaas), der sammen med sin sekretær Beate (spillet af den filmdebuterende Birgitte Hjort Sørensen) sendes til til Jakarta for at mentalundersøge danskeren Severin (spillet af Nikolaj Coster Waldau).

Han sidder fængslet i Indonesien for at beskytte hemmeligheden om en hvid jungleblomst, der giver evigt liv. Er myten sand eller er Serverin skør?

Men den danske version af 'Nu går den vilde skattejagt', som er skrevet af Anders Thomas Jensen og instrueret af Tomas Villum Jensen, lykkes ikke, mener hovedparten af anmelderne herhjemme.

Åndsvagt plot
Filmen er dømt til at mislykkes, for plottet er simpelthen for åndssvagt, mener Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch.

Han mener desuden, at kun hvis man ville glæde sig til en slags ’Walter & Carlo i junglen’, vil man finde 'Ved Verdens Ende' besnærende.

To stjerner ud af seks giver Henrik Queitsch og skriver:

»Desværre ligner det færdige resultat noget, han (Anders Thomas Jensen, red.) har lavet med venstre hånd på en eftermiddag. (...) Og hvis de selv har moret sig med fjollerierne i de eksotiske omgivelser, så skinner det altså ikke igennem på lærredet. Overhovedet«.

Desuden mener Ekstra Bladets anmelder, at actionscenerne har et dilettantisk skær, og at humoren er decideret anstrengende.

Mistet grebet
DR Filmlands Per Juul Carlsen er ligefrem chokeret over filmen, som han ligeledes tildeler to ud af seks stjerner. Under overskriften '2 x Jensen mister grebet' skriver han:

»Det virker som om de to erfarne og ellers selvsikre filmsnedkere, Anders Thomas Jensen og Thomas Villum Jensen, undervejs har mistet grebet om det hele«, og fortsætter:

»På mange måder minder 'Ved verdens ende' om en af den slags danske 80'er-komedier, hvor man havde en håndfuld kendte og populære skuespillere, et udkast til en handling - og så satsede man ellers på at resten nok skulle komme af sig selv«.

Ikke gennemarbejdet
Informations anmelder Christian Monggaard er heller ikke begejstret. Han mener, at komedien både savner troværdige personer og en ordentlig historie.

»Alt for mange plottråde bliver aldrig fulgt til ende; man tror ikke et øjeblik på, at Beate ville falde for en type som den taktilsky, neurotiske Adrian; skurkene er for karikerede og utroværdige og derfor ikke farlige; og Severin Geertsen, filmens vel nok mest interessante figur, får ikke nok plads at boltre sig på. De skøre og skæve indfald og situationer har tydeligvis været udgangspunktet for 'Ved verdens ende', der godt kunne have brugt lidt mere tid på tegnebrættet«, skriver Christian Monggaard.

En rodebutik
Ebbe Iversen på Berlingske Tidende gik også slukrøret ud af biografen og giver tre ud af seks stjerner. Han kalder det en 'konfus rabalderfilm' og skriver blandt andet:

»Den er en underlig rodebutik af en film, som med jævne mellemrum skifter rytme og tonefald på helt meningsløse måder, så tilskueren mest af alt bliver desorienteret«

Ebbe Iversen sender dog store roser til Birgitte Hjort Sørensen, der spiller sekretæren Beate, og mener, at hun »skaffer sig et gedigent gennembrud med sin både vittige og sexede præstation som den i begyndelsen øretæveindbydende, men efterhånden beundringsværdigt handlekraftige Beate spillet med en udsøgt kombination af det næsvise og det sødmefulde. Birgitte Hjort Sørensen er lige ved at redde filmen«.

Gode præstationer trods alt

Også Politikens Kim Skotte slår hårdt ned på plottet i den nye komedie:

»Handlingen i ’Ved verdens ende’ er simpelthen for tåbelig.(...) Selvfølgelig behøver man kun det tyndest tænkelige påskud for at sprænge ting i luften og skyde hovedet af fremmede soldater, men blomsten Hedvig er ikke så meget et tyndt påskud som en rigtig skidt idé«, skriver Kim Skotte og giver filmen tre ud af seks hjerter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han tilføjer, at filmen fungerer bedst, når skuespillerne ironiserer over deret eget repertoire - Coster Waldau over sin position som actionfigur og Nikolaj Lie Kaas over sine roller i 'Solkongen' og 'Kærlighed på film'.

En herlig film Helt andre toner lyder der dog i BT, hvor Steffen Jungersen giver ’Ved verdens ende’ fem stjerner.

»Historien er selvsagt længere ude i hampen end selv den mest ambitiøse hash-fabrikant nogensinde kommer, og filmen er da heller ikke stor kunst, men hvis det er bulgarsk socialrealisme, du vil have, foregår det i en anden biograf«, skriver Jungersen.

Han slutter sin anmeldelse af med denne salut:

»Hold da helt kæft. En herlig film!«.

'Ved verdens ende' har premiere i en lang række biografer landet over 9. oktober

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce