I et debatindlæg i Politiken er du blevet kaldt dialogdræber. Er det et godt udgangspunkt for et samtaleprogram?

»Hvem har startet flere samtaler, diskussioner, debatter og skænderier på tv i de sidste 10 år end jeg? Et af de steder, hvor jeg måske ser anderledes på verden end mange andre i det her land, er, at jeg virkelig hader at opstille regler for og forventninger til andre mennesker. I samme øjeblik du begynder at stille regler op for den samtale, du skal have, er vi allerede drejet forkert af. Der er ikke nogen model for et interview. Du kan ikke lave en fileteringsmaskine, som Suzanne Brøgger, Anders Fogh Rasmussen og Burhan G alle passer ned i«.

Hvad er der galt med samtalekulturen i dag, siden der er behov for det her program?

»Meget journalistik laves, mens journalisterne hele tiden skotter til en betragtning, der hedder: Går det nu stærkt nok? Rammer det bredt nok? Jeg har aldrig nogensinde været bange for at sætte et højt tempo eller for at sortere meget bidsk i, hvad vi spørger om, og hvilke svar vi accepterer. Men jeg har på den anden side heller aldrig været bange for at stille svære og komplekse spørgsmål. Eller vende tilbage til problemstillinger og holdninger, igen og igen, hvis det er de vigtigste i landskabet. Seerne fravælger ikke noget, fordi det er svært. De fravælger det, der er ringe eller kedeligt. Og på trods af det voldsomme udbud er der meget langt imellem, at du kommer væk fra et interview og tænker, at det her vil du også huske en uge efter.