Phil, en af mine favoritter, er en almindelig midaldrende ægtemand. Han er ikke den hurtigste knallert på kajen, men han elsker sin kone og rammer noget helt specifikt omkring mænd, der diskuterer kærlighed og forhold med deres kvinder.
Sammen med sin varmblodige svigerinde gennemgår han et skænderi, han har haft med sin kone, som han aldrig fattede, hvad handlede om. Der klippes tilbage til skænderiet, hvor Phil i bedste mening prøver at imødekomme sin kone, men hele tiden kommer til at sige det forkerte.
Jeg kan så meget se min egen kærestes udtryk, når jeg nogle gange bare taler på ham:
»Lige nu aner jeg ikke, hvad du snakker om, men er så klar til at prøve at forstå«.
Phils kone hidser sig mere og mere op. Hun er så langt foran, siger hans replikker i munden på ham, mens han står måbende og magtesløs. Midt i skænderiet ser Phil i kameraet og lyser ud til publikum: »I don’t have a clue ...«.
Da hun rasende går sin vej, råber han »Happy Valenbirthaversary« i håb om at ramme rigtigt. Det er enormt sjovt og rørende.
Hele styrken i serien ligger i, at det er sindssygt godt skrevet, og i præcisionen i timing og karakterer. De overspiller ekstremt, men på den rigtige måde, og under gagstrømmen findes lommer af sandheder om familiemekanik.
Måden, de bruger forudsigeligheden på, gør os nysgerrige, det keder os ikke. Vi kender karaktererne, deres fejl og mangler, så vi både frygter og frydes over det fjumske, som vi ved om lidt kommer til at ske. Og vi genkender det alt sammen.
Det er hæsblæsende tempo. Komedie sat på spidsen, på højt niveau.
fortsæt med at læse
