I 'At kende sandheden' vil Nils Malmros fortælle sandheden om sin far,Richard Malmros, og dennes rolle i den såkaldte Thorotrastsag. En lægeskandale, der i 1986 eksploderede i medierne. Journalisten, der afdækkede Thorotrastsagen, fik en Cavlingpris. Hjernekirurgen Malmros, der af bitter nød havde brugt det kræftfremkaldende stof Thorotrast, fik skandalens Kainsmærke hæftet på navnet Malmros. Nu giver sønnen sin far æresoprejsning med et utvetydigt partsindlæg. Men det er ikke let både at ville tjene sandheden og fortælle den bedst mulige historie. Filmens rygrad er portrættet af Richard Malmros. Et menneske, der bliver skildret som formet af sin fattige opvækst, af lystknægtelsen i Indre Mission, af sin store begavelse og sin lige så store pligt- og skyldfølelse. En pionér i dansk kirurgi udrustet med en indædt pligtopfyldenhed, som også kom til udtryk som den utålmodighed med andres utilstrækkelighed, der til forveksling kunne ligne arrogance. En mand, som blev så opslugt af sit arbejde, at hans familie kom i anden række. En dannelseshistorie med hovedvægten lagt på barndommen i Esbjerg under Anden Verdenskrig, på studietiden i København og de afgørende år som ung neurokirurg i Århus. Det var i Århus under besættelsen, at Richard Malmros brugte Thorotrast. Skandalen udpegede senere Malmros som den hovedansvarlige for, at man brugte det radioaktive kontraststof. Thorotrast sprøjtede man ind i hjernen for at kunne lokalisere de hjerneblødninger, der, hvis man ikke opererede, ville have slået patienterne ihjel, mange år inden de overhovedet ville have kunnet nå at udvikle kræft. Risikoen valgte man at holde hemmelig. Der er rigeligt stof til en film i denne udviklingshistorie og dens tidsbilleder. Men Malmros har villet have det hele med. Så 'At kende sandheden' er også blevet en historie om en far og søn, der først i en sen alder finder hinanden. Som barn rystede den ordblinde søn for sin utålmodige far. Nu må sønnen hjælpe den næsten blinde fader med at gennemgå de gamle Thorotrastsager. Men det er også blevet en historie om en journalist, der hellere vil høste æren end kende sandheden, da det gælder. De andre skurke er en muldvarp i Sundhedsministeriet med uklare motiver og en af den gamle Malmros' kolleger, der bliver fremstillet som dødbringende kynisk karriereopportunist. Men afsløringen af sandheden bag skandalen vil samtidig gerne fremstå som en hyldest til modet og rationalismen i den lægevidenskab, som i disse år er en populær skydeskive. Det lykkes for Malmros at få det hele til at hænge sammen i en sindrig tidsspringende struktur, men ikke alt fungerer lige godt. De personlige motiver må have vejet tungt i beslutningen om at medtage fortællingen om den 80-årige faders og den voksne lægesøns forening i skyggen af Thorotrastsagen. Det er klart filmens svageste del. Søren Østergaard spiller Nils Malmros, så man ikke skal være i tvivl om, hvem figuren skal ligne, men den kejtethed, som far og søn oplever i hinandens selskab, bliver en kejtethed, som også i mere uheldig forstand kommer til at præge 'At kende sandheden'. Sønnens spørgsmål til faderen lyder som pædagogisk retorik snarere end som replikker. Vil man kende sandheden, som Nils Malmros ser den, er han en vigtig del af sin egen historie om sin far. Men det er, som om han ikke har haft distance til at kunne se, at faderens historie ikke har brug for ham. De spørgsmål, Nils Malmros forklædt som Søren Østergaard stiller i filmen, er netop de spørgsmål, Nils Malmros bedre kan stille og besvare i rollen som fritstillet instruktør. Skildringen af forholdet mellem far og søn er med til at give filmen en stedvis privat tone, der gør balancegangen mellem fiktion og dokumenteret virkelighed på én gang prekær og fascinerende. Den stift anklagende pegefinger rettet mod journalisten Knoblau (Peter Schrøder) ender således med at blive en overraskende vag, næsten affærdigende gestus. Havde 'At kende sandheden' været en amerikansk film, ville faderens æresoprejsning have været postuleret med ganske anderledes pondus og emotionalitet. Eller også ville man helt have droppet projektet af frygt for sagsanlæg. For med sine anklager for sjusk, fusk og det, der er værre, er det sprængfarlige sager, Nils Malmros lægger på bordet. Navnene er fiktive, men det er hverken navnet Richard Malmros eller den famøse sensationsartikel fra Det Fri Aktuelt. Ganske anderledes uproblematisk er filmens dominerende forhistorie. Med barndommen i Esbjerg er 1916 genskabt med eminent fornemmelse for den præcise detalje og med fornemme præstationer lokket ud af de unge rolleindehavere. Lasse Broust Andersen, der spiller Richard Malmros som barn, træder overbevisende ind i den hæderkronede flok af Malmrosdrenge. Faderen er arbejdsløs og på vej ned i skidtet. Richards frisindede mor kæmper for familien, men det bliver den missionske selvretfærdighed i skikkelse af tante Johanne fra vaskeriet 'Haabet', der får den afgørende indflydelse. Man ser Richard foran et nøglehul nyde det forbudte syn af en smuk danserinde. Man ser drengen i rollen som renhjertet håndlanger for Guds Knaldepiske begå et afgrundsdybt svigt over for en kammerat. I de to scener finder man den fineste erotisk fornemmede poesi og det mest kvalmende forræderi i en henholdsvis udsøgt ciseleret og brutalt mejslet situation. Scener, der for begges vedkommende bliver drengens nøgler til mandens liv. Malmros' sublime blik for den symbolske detalje og for at skabe scener, der sammenbinder og kaster forklarende lys på hinanden, fornægter sig ikke. Fra åbningsbilledet af en bil, der i et blødt S snor sig vej igennem et sneklædt jysk landskab, er filmen holdt i sort-hvide billeder, der styrker fornemmelsen af fortiden som den dominerende tidsramme. Det er under besættelsen. Dristigt og klogt bevæger 'At kende sandheden' sig hurtigt ind på operationsstuen. En ung fiskerknægt får indsprøjtet Thorotrast. Carl skal opereres for en hjerneblødning. Operationen er minutiøst skildret. Mange vil nok opleve det som stærk kost, men Nils Malmros får placeret sin altafgørende pointe: Som publikum får man en helt klar fornemmelse af det enorme ansvar for liv og død, der ligger i hjernekirurgens hænder. Træffer man en beslutning om at bruge Thorotrast, gør man det ikke for sjov. Carl dør 30 år senere af leverkræft. Har Malmros senior reddet hans liv eller slået ham ihjel? For sønnen er svaret indlysende. For faderen (William Rosenberg spiller den 80-årige Malmros) er det en uløselig tragedie, at man, hver gang man reddede et menneskeliv, samtidig lagde kimen til en cancer. Jens Albinus er et fund i rollen som Richard Malmros. Ikke mindst fordi hans ansigts fysiognomi forskriver ham til en anden tid end den, vi lever i nu. Hans ansigt hører hjemme i 1940'erne, og det kan jo ikke være bedre i en film, der har tyngdepunktet dér. Som hans kone og diametrale modsætning, den glade overlægedatter Eli, er Lise Stegger bogstavelig talt et dejligt livstykke i en film, der kredser om pligten, skylden og døden, men også har sine mange fine, lyse scener og sin stemningsfulde musik komponeret af Gunner Møller Pedersen. I en tid, hvor det stadig mere selvsikre professionelle manuskriptskriveri dominerer dansk film, er det næsten et chok at se 'At kende sandheden'. Malmros er ikke den eneste herhjemme med en personlig håndskrift, men der er længere end nogensinde imellem de filmfortællere, der insisterer på at bruge det selvbiografiske stof. At lave en case-story af denne helt personlige karakter er grænseoverskridende. Det oplagte valg ville være at lave en dokumentarfilm, hvis emnet kun var Thorotrast. Spørgsmålet er da også, om det overhovedet er bæredygtigt på denne måde at blande et filmlitterært portræt med et familiært partsindlæg. Men Nils Malmros har altså valgt at gøre det, og netop derfor er det både blevet så kejtet, så brandfarligt og i lange stræk så fremragende. I denne helt usædvanlige film, hvorom en del af sandheden paradoksalt nok må siges at være, at den mest selvbiografiske del af stoffet denne gang er blevet den altid personligt satsende Nils Malmros' akilleshæl.