En pestkirkegård under en skole på Frederiksberg gemmer trods tidligere udgravninger stadig på flere ligkister, men det burde ikke være en forhindring for børnene på skolen, mener arkæologisk leder ved Københavns Museum Lars Ewald Jensen.

10 ligkister er fundet under en skolegård på Frederiksberg

En ligkiste med knogler fra 1700-tallet, var ingen overraskelse for arkæologer, der forventer, at der stadig ligger mange flere kister gemt under mudderet. Foto: Københavns Museum
En ligkiste med knogler fra 1700-tallet, var ingen overraskelse for arkæologer, der forventer, at der stadig ligger mange flere kister gemt under mudderet. Foto: Københavns Museum
Lyt til artiklen

En skole på Frederiksberg fik sig lidt af en overraskelse, da 10 ligkister blev gravet op af skolegårdens undergrund.

Det var grundet kloakarbejde tilbage i september, at Skolen ved Søernes skolegård fik gravet 10 grave frem, der gemte sig i mudderet under skolegården. Det skriver TV 2 Lorry.

Københavns Museum mener, at gravens kranier og knogler har tilhørt københavnere, der levede for 300 år siden. Museet mener også, at kisterne er en del af en større pestkirkegård, som man har kendt til siden 1991, hvor man under en udvidelse af skolen fandt 54 grave.

Gravene menes at være anlagt tilbage i 1711, da området ved skolegården blev brugt til at indkvartere pestsyge. Pesten dræbte dengang hver tredje københavner, og 23.000 personer skulle således begraves.

Efter at byens kirkegårde i første omgang blev fyldt op, benyttede man sig af nye kirkegårde, ofte i form af haver og ledige jordstykker i området.

Lars Ewald Jensen, arkæologisk leder ved Københavns Museum, siger til TV 2 Lorry:

»Der ligger sikkert mange flere pestofre begravet under skolen. Det skulle være mærkeligt andet. Vi måtte jo kun grave der, hvor de allerede havde gravet ud til kloakken«.

Stine Damsbo Winther, arkæolog ved Københavns Museum, forklarer, at de mange lig blev behandlet med respekt, og udtaler til Københavns Bibliotekers hjemmeside:

»Der er tale om en massebegravelse, på den måde at mange er blevet begravet inden for et kort tidsrum. Men alle er begravet i kister – folk er ikke bare blevet hældt i jorden«. Hun påpeger dertil, at ligkisterne ofte blev stablet oven på hinanden i to eller tre lag.

Uden for smittefare og bekymring

Der er ingen grund til bekymring om smittefare, mener Stine Damsbo Winther. Hun påpeger, at pesten ikke kan leve under jorden i 300 år, så det var helt uden risiko, da man tilbage i september gravede de 10 ligkister op.

Børnene på skolen kan også lege videre uden bekymring, til trods for at der formodentlig ligger flere kister gemt nogle meter nede under deres boldspil i skolegården.

Lars Ewald Jensen mener ikke, at de tilbageværende lig er noget problem for børnene:

»Voksne er ofte mere berøringsangst over for døden end børn. De er nysgerrige. Så fundet giver sikkert god anledning til at tale om liv og død«.

Cathrine Otterstrøm Hasager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her