Det var meningen, Marcela Lucatelli skulle være kommet på scenen. Hun skulle have været iført en dragt med led-lys på. Fuld af mønstre, farver og budskaber.

Med de ekstreme vokaludfoldelser, den unge brasilianske komponist og performer er berygtet for, og som er blevet beskrevet som både rå, dyriske og kompromisløse, skulle hun have torpederet den i forvejen skrøbelige og blottede musik, hun selv havde komponeret til DR’s symfoniorkester.