Omgivet af kolleger sidder Joni Mitchell i en lænestol, som med sine ornamenteringer på ryg og armlæn ligner noget fra Shakespeares tid.
Solbrillerne er så gennemsigtige, at man ser øjnene lyse med, når hun smiler mellem sangene.
Joni Mitchell blev ved med at være interessant, efter at hun ikke længere levede op til popbranchens uskrevne regel om, at ungt er bedst, skriver Dorte Hygum, der oplevede hende live i 1994.
