Tager man de poetiske briller på, fremstår det som et underligt forvredet spejl, at nogen har valgt at bygge et indendørs vandland klos op ad Vesterhavet.
Men Søndervig ved Ringkøbing Fjord er vært for præcis sådan et forvredent og falsk land af vand, hvis abnorme søuhyre af en vandrutsjebane, farvet i hidsige nuancer af turkis og lavendel, stjæler min opmærksomhed for en kort bemærkning, mens jeg går rundt og ser på feriebyens anden underlige forvredne spejling: en udendørs udstilling af sandskulpturer.