Superman er landet. Fire meter høj og på hovedet. Og med kraniet halvt begravet i en blodig stenplade. »Se! Han springer på hovedet i vandet«, råber en lille pige, mens hun løber begejstret rundt om skulpturen foran Larm Galleri. Forældrene og deres venner ser lidt spørgende på hinanden, men vælger ikke at bryde forstyrrende ind i pigens verdensbillede.
Eller i hyggestemningen, der så småt er ved at sprede sig denne torsdag ved halvsekstiden, hvor fem af gallerierne i den nedlagte papkassefabrik på Carl Jacobsens Vej endnu engang holder synkronfernisering. En begivenhed, der ofte trækker fulde huse og har ry for at kunne udvikle sig til en mindre fest. ’Even super heroes have bad days’ konstateres det i en taleboble over døren til det hvide udstillingslokale, som allerede er godt fyldt op. Business i baglokalet Lars og Louise Rahbek ser ikke ud til at have en dårlig dag. For halvandet år siden flyttede galleristparret fra en lille kælder på Vesterbro til de nye lokaler og blev en del af galleriklyngen i Valby.





























