Kunstmuseet Arkens fladskærme skinner lige nu om kap med de spritnye designerstole i Statens Museum for Kunst. Begge dele er resultatet af et stigende fokus på sponsorarbejde i det danske kulturliv – ligesom det nye kunstværk, der indenfor en måned kommer til at pryde Arkens facade. »Lysets sind fra oven lander hvilende på havets bølger«, skal der stå. Det er lavet af en af konceptkunstens godfathers, Lawrence Weiner. Og møbelgruppen Montana har betalt gildet. »Vi har ikke penge til at producere det. Men det har Peter Lassen fra Montana. Vanskeligere er det ikke«, siger Arkens direktør Christian Gether. Mens museerne glæder sig, lyder der dog også advarende stemmer. »Der er teoretisk set betydelige risici ved den slags samarbejder. Der skal være vandtætte skotter mellem det, der er kunstens væsen, og det der er administration og markedsføring«, påpeger kommunikationsekspert Kresten Schultz Jørgensen fra firmaet Lead Agency Enorm vækst i sponsorater Sponsoraterne er helt i tråd med kulturminister Brian Mikkelsens ønske om, at kultur og erhverv skal finde hinanden i partnerskaber. Og det lykkes i stor stil. Montana har doneret nye reoler til Arkens butik og museets gæster kan i bedste lufthavnsstil bruge sponsorerede skærme fra elektronikfirmaet Pioneer til at orientere sig. På fem år er sponsorandelen af Arkens budget steget med 400 pct. Mange af Det Kongelige Teaters aktiviteter, blandt andre Sommeroperakoncerter (Nykredit) og Danske Sommerballet (Danske Bank), er sponsoreret. Og på Statens Museum for Kunst havde sponsorater alene sidste år en værdi på 30 millioner kroner. Et synligt eksempel er museets samarbejde med møbelfabrikanten Republic of Fritz Hansen, der netop har leveret anden leverance af møbler siden samarbejdet mellem de to begyndte i efteråret 2006. Republic er også navnet på caféen, hvor møblerne er placeret.

Forsigtighed
Helt i orden, mener museumsdirektør Karsten Ohrt. Men han maner alligevel til forsigtighed.

»Det er klart, at man skal overveje de der navne. Man kender det fra amerikanske museer, hvor man ikke kan løfte et kunstværk, uden at man kan se, hvem der har doneret det. Og Statens Museum for Kunst skal ikke være et reklameplaster for alle mulige«, mener han.

Vigtigst af alt er ifølge Karsten Ohrt, at det er museet, der sætter dagsordenen for, hvad man vil med kunsten.

Det samme siger Christian Gether på Arken, og han er endnu ikke stødt på sponsorer, der vil styre showet.

»Jeg oplever hver eneste gang, at sponsorer er meget forsigtige med at stille krav. De ved godt, at vi er meget hurtige til at trække fingrene til os, hvis det går ud over vores integritet«.

Den amerikanske model
Kommunikationsekspert Kresten Schultz Jørgensen mener, at der teoretisk set er to faldgruber, når kultur bliver sponsoreret.

Den ene er, hvis museer ikke kun får sponsoreret ’ekstraudstyr’ i form af ny hardware og aktiviteter, men lader erhvervslivet give tilskud til den daglige drift. Det vil uundgåeligt føre til den anden faldgrube, nemlig tab af indflydelse.

»Hvis kulturvirksomheder pludselig modtager sponsorstøtte til den daglige drift, så kunne man forestille sig, at det offentlige begynder at begrænse sin støtte«, mener Kresten Schultz Jørgensen, der blandt andet er tidligere kommunikationschef i Det Kongelige Teater og fortsætter:

»Driften skal hvile på offentlig støtte eller billetindtægter. Hvis ikke ender vi på en glidebane, hvor sponsorerne har for meget magt, og hvor vi ikke har et intelligent kulturliv«.

Forringet oplevelse