Det smukkeste, men også det mest skræmmende, hun ved, er at trodse sin rædsel for mørket og gå ud i skoven om natten. Til de forrevne klipper og væltede træer, hvis rødder er forvitrede som troldehår og i det dunkle måneskin ligner skygger af væsener af en anden verden. Det er faktisk her, hun befinder sig bedst. I ulvetimen. Den tid mellem nat og gry, hvor den søvnløse jagtes af den sværeste angst, og hvor spøgelser og dæmoner er mægtigst, siger man. Det er her, Marie Bancks kan høre sin egen stemme klarest. Fornemme sine inderste følelser og lægge mærke til sine egne tanker. Ulvetimen er også titlen på hendes soloudstilling i Øksnehallen. Den er inspireret af en seks uger lang rejse gennem Grønlands barske natur, fra Narsarsuaq i syd til Ilulissat næsten tusind kilometer længere nordpå.
Helt alene uden mobiltelefon og internetopkobling var der ikke meget andet at tage sig til end at vandre rundt på de nøgne klipper i det enorme landskab. Og da hun kom hjem, begyndte hun at male sig selv og en masse ulve.
