Hun står midt i rummet og nidstirrer med sine kuglerunde blå øjne og et iskoldt blik enhver besøgende, der vover sig for tæt på. Den mørkegrå spadseredragt sidder perfekt, neglene er lakerede, den lyseblå broche glimter, og om munden anes et hånligt drag.
Det er ikke hver dag, man får lov til at møde mrs. Thatcher i egen høje person, og da slet ikke når det gælder hendes berømte inkarnation fra den legendariske tv-serie ’Spitting Image’. Stephen Walsh er taget på museum for at se nærmere på fænomenet britisk humor, og han halvt dukker sig, halvt klukker lidt, da han går rundt om figuren i udstillingshallen på Tate Britain. »Hun er sgu ret skræmmende. Nærmest mere virkelig end i virkeligheden«, mener han. Humorens vigtighed Velkommen til Tate Britains nye udstilling, der forsøger sig med lave en slags historisk spadestik, der skal blotlægge, hvad britisk humor egentlig er for en størrelse og med et tilbageblik sætte denne britiske specialitet ind i en historisk sammenhæng. Kurator og specialist i kunst fra 18. og 19. århundrede Martin Myrone har været med til at udvælge de i alt 250 værker, der giver de besøgende en hurtig indføring i, hvad der siden 1700-tallet har fået briterne til at klukle, fnise, skraldgrine eller måske bare smile skævt. »Udstillingen forsøger egentlig ikke at fremlægge den fulde encyklopædi om britisk humor. I stedet udgør de 250 værker en slags nålestik, der helst skal ramme bredt og først og fremmest kan rejse en debat om, hvor central humor egentlig er og har været i vores kultur«, siger Martin Myrone. Blair foran bomber ’Spitting Image’-dukken af Thatcher befinder sig i det tredje rum af seks, der er delt ind efter forskellige genrer inden for den britiske humor. Hun troner over rummet ’Politik’, der også tæller et grænsesøgende fotoportræt af tidligere premierminister Tony Blair, der står foran et bombet flammehav med et gigantisk smil og forsøger at fotografere sig selv med sin mobiltelefon.
