Susanne, din bog ’Kaffeslabberas’ må da være planlagt et godt stykke tid, før finanskrisen slog igennem?
»Den blev planlagt for et år siden. Jeg kan ikke lige huske, hvor vi var med finanskrisen dengang?«.

Nok et sted, hvor man kunne sige: »Skidt med, hvad det koster! Lad os da bare bruge vildt meget dyrt papir på at fortælle ingenting«.
»Du synes ikke, der er så meget indhold eller hvad?«

Jeg synes, der er meget, meget lidt indhold, Susanne.
»Tænker du billeder, tekst eller bare generelt meget lidt indhold?«

Jeg tænker, at den idé, bogen bygger på, er ret akavet. Nogen har sagt: ’Lad os lade nogle spændende mennesker møde nogle kedelige mennesker og så skrive ned, hvad de siger til hinanden!’
»Og hvem synes du så er de kedelige, og hvem er de spændende?

Det fremgår tydeligt af bogens præsentation. Om de spændende mennesker – Henrik Vibskov, Mads Nørgaard, Kasper Eistrup med flere – får vi en masse at vide om deres uddannelser, deres karrierer og deres store resultater. Om de kedelige får vi at vide, at de har boet på Amager hele deres liv, hvor de mødte deres mand, og hvad børnene hedder.
»Der står da også, at Erna har arbejdet på kontor?«.

Ja, det gør der da. Men hele bogens projekt er: spændende menneskers fascination af kedelige mennesker.
»Synes du det?«

Eller vil bogen måske vise, at spændende mennesker OGSÅ kan være kedelige?
»Eller at kedelige mennesker også kan være spændende? Der er jo mange, der synes, at ældre mennesker er lidt kedelige. Denne bog viser altså, at ældre mennesker også kan være ret spændende«.

Du mener, at de både er blevet gift, har fået børn og haft det samme arbejde i 35 år?
»Ja, og de er faktisk rigtigt gode til at strikke«.

Det er da meget almindeligt at have det sådan. Det er jo kun for spændende mennesker, at det er noget særligt?
»Det er jo ved at være ret usædvanligt, at folk har den samme arbejdsplads i 35 år. Det er en ret spændende generation – og ikke bare fordi de kan strikke, men fordi der sker så mange ting nu, at det univers, de lever i, nu er ret eksotisk. Folk bliver jo gift og skilt og shopper rundt på arbejdsmarkedet. De kan noget helt specielt«.

Så det er blevet vildt spændende, at folk har været gift med den samme i 35 år? »Ja, det synes jeg. Og så er det altid spændende at møde mennesker, som har været et helt liv igennem. De har bare så mange erfaringer. Og en ro på sådan et helt liv dér«. Du er måske selv ret træt af at have et spændende liv? »Det kommer an på, hvad du mener med et spændende liv«. Jamen, et liv hvor det kan lade sig gøre at lave en vildt eksklusiv coffee table-bog med informationer, der kunne have stået i et hæfte til 29,50 kroner. »Ja, eller også har jeg et meget kedeligt liv, når jeg kan få så meget tid til at gå med at lave en så stor bog med så få informationer«. Der tror jeg, du har en pointe, Susanne. Men hvordan overtalte du egentlig forlaget? Pitchede du bogen for dem sådan: ’Vi laver en coffee tablebog med designere, strikkeopskrifter og noget om en strikkeklub på Amager’. »Det var stort set, hvad jeg sagde til Gads Forlag. De var solgt med det samme. Men du lyder ikke helt overbevist?« Jeg vil sige det sådan: Gad gad – jeg gad ikke. »De er faktisk ret glade for bogen. Det er de medvirkende også«. Det er jo også rørende, det møde, der bliver skildret mellem Erna og Mads Nørgaard. Hun havde købt flødeskumskager i La Glace. Alligevel havde Mads Nørgaard sgu taget kringle med. Sådan er det. Når du inviterer på kaffe, så tager jeg kage med! »Ja, det er da ret sødt. Det er det da«. Det er en mand, man får lyst til at købe tøj af.

»Ja, det kan altid betale sig at tage kage med«.