Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

ENFANT TERRIBLE. Den britiske kunstner Damien Hirst holder sig ikke for fin til lidt show til ære for fotografen. Men modsat dengang i 1990'erne beholder han høfligt bukserne på.
Foto: Ditte Valente

ENFANT TERRIBLE. Den britiske kunstner Damien Hirst holder sig ikke for fin til lidt show til ære for fotografen. Men modsat dengang i 1990'erne beholder han høfligt bukserne på.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Omstridt stjernekunstner: »Picasso malede som et barn i årevis«

Død? Chok? Urin? Og spørgsmålet om penge, selvfølgelig. Politiken har mødt Damien Hirst.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Midt i en sætning afbryder Damien Hirst sig selv med et måbende »Åh?«.

Han kigger forbi mig og peger ud ad Arkens panoramavindue og ned mod en mand – en håndværker, der har parkeret sin hvide varevogn – cirka 30 meter væk. Manden har stillet sig med front mod et buskads med let spredte ben.

»Sig mig engang ... er ham fyren i gang med at pisse?«, udbryder Damien Hirst.

»Ja, det er han da vist. Det er helt normalt her i Danmark«, svarer jeg i overensstemmelse med sandheden.

»Jamen, de sidder jo stadig og spiser inde ved siden af!«, siger han og peger mod restauranten, der deler vores udsigt.

Damien Hirst virker ægte chokeret.

Og i et kort øjeblik forekommer det uforståeligt, næsten paradoksalt: at den 46-årige brite, der de sidste 20 år har skabt det ene kontroversielle kunstværk efter det andet og ofte er blevet beskyldt for at spekulere i chokeffekt for chokkets egen skyld, tager anstød af en tissende mand.

LÆS OGSÅ To slags Hirst Men måske giver det hele alligevel god mening. For der er tilsyneladende to versioner af Damien Hirst i omløb. Og jeg kender – som enhver, der har fulgt bare lidt med i samtidskunsten de sidste to årtier – kun den ene version: ham fra de engelske aviser.

Manden, der i 1992 bragede igennem ved at udstille en fire meter lang tigerhaj nedsænket i formaldehyd. En af verdens dyreste nulevende kunstnere og den ledende skikkelse i kredsen af Young British Artists (YBA), der tog for meget kokain, fik karantæne fra natklubber i London og var ved at miste grebet om sig selv.

Det er også manden, der altid har optrådt bag briller (han siges at have 50 forskellige par) og ikke selv har holdt sig tilbage for at smide bukserne – ikke foran krat og busk, men foran et trofast presseopbud.



Men manden, der sidder foran mig, er lettere uforenelig med den version. Han har smidt brillerne. Måske derfor ligner han mere en Phil Collins end en Bono.

Han er mere midaldrende end egentlig young. En lille tæt mand, der er kommet mig i møde med korte skridt og lidt for lange jakkeærmer. Og hvis han nogensinde overhovedet har spekuleret i chokeffekt, har han åbenbart også smidt den tilbøjelighed:

»Jeg synes jo ikke, at jeg har forsøgt at chokere. Laver man kunst, der er chokerende, kun for at chokere, har publikum glemt værket to uger senere. Jeg vil hellere sige, at jeg har forsøgt at lave kunstværker, der er uforglemmelige«.

Maddiker er mesterværk
Det er, hvorfor Damien Hirst i morges har forladt sin sovende kæreste og tre sønner i Devon i Sydvestengland og er kørt mod London for at lande i Danmark: en af hans faste kunstsamlere, danske Jytte Merla Dresing, der i over ti år har købt trofast ind af hans kunst, har doneret otte værker til Arken.

Blandt andet verdens største pletmaleri (spotpainting) på over 14 meter. Samlingen befinder sig nu i en særlig sal udelukkende viet til Damien Hirst.

På museet undgår man den profane pengesnak og sammenligner i stedet donationen med dengang, ingeniør Rump i 1928 skænkede sin samling af blandt andet Matisse-værker til Statens Museum for Kunst. Selv kan man regne ud, at donationen kravler op i nærheden af 75-80 millioner kroner.



I flere af værkerne optræder døde dyr: døde fluer, døde sommerfugle og døde køer nedsænket i store vitriner med formaldehyd, der fylder salen med en markant syrlig lugt. Hvorfor al den død, spørger jeg?

»Men alle kunstnere forholder sig jo til døden«, svarer Damien Hirst. »Vi kan ikke undgå den, og jeg lærte som ung, at du må konfrontere det, du ikke kan undgå. Døden skræmmer mig, men den ophidser mig også. Det handler vel om, at vi ikke er her særlig længe«.

Et af de værker, som Damien Hirst ville redde fra en brændende bygning – hvis alle hans værker vel at mærke befandt sig derinde og ikke på alverdens museer og hos rige privatsamlere – er ’A Thousand Years’ (fra 1990).

Jeg overvejede på et tidspunkt at lave en 12 meter lang menneskelort i bronze. Men jeg kom fra det

Det ejes af Damien Hirsts første gallerist og mæcen, Charles Saatchi. Det består af to glasvitriner med maddiker, der nærer sig ved et kohoved, og en fluesværm, der løbende bliver slået ihjel af en elektrisk fluefanger.

Hvis ikke dette værk betjener sig af en eller anden chokeffekt, hvad forstår Damien Hirst så overhovedet ved et chokerende kunstværk, vil jeg vide? Han er med på præmissen:

»Det kunne være, hvis man installerede en fyr i et galleri og fik ham til at skide i hånden og fik ham til at gå rundt til de besøgende med lorten«.

»Det var der en fyr, der gjorde her for nogle år siden«, siger jeg med henvisning til dengang i 2006, da den russiske kunstner Alexander Brener aflagde besøg på den københavnske kunstscene.



»Der kan du se. At spytte folk i ansigtet ville også være chokerende«.

»Det gjorde han også. Der var også urin involveret«.

»Det lyder jo alle tiders«, siger Damien Hirst og fortsætter mere alvorligt, mens hans hånd gnider hagen, og lyset fanger de mange sølvringe på hver en finger, der måske er en reminiscens fra de vilde dage i London.

»Den slags er chokerende, men det er ikke stor kunst. Kunsten er nødt til at være positiv. Du skal jo ikke forlade galleriet og have lyst til at begå selvmord«.

Da wow’et udeblev
Det må man give ham. Suicidal bliver man ikke i selskab med hans kunst. Da slet ikke på Arken. Det første, man ser, er hans gigantiske pletmaleri. Man udbryder et wow! Men er det en reaktion, som han sigter efter?

»Ja, det er alt, hvad man kan kræve. Jeg synes, at wow er en god reaktion. Det kan jo være: Wow, det er flot! Eller: Wow, det er grimt! Man siger wow først, og så finder man ud af hvorfor bagefter«.

Wow, var der også en del, der udbrød, da Damien Hirst kreerede et platinkranium med 8.600 diamanter i 2007.

Wow, hvor vildt ... og wow, hvor dyrt. På prismærket stod der 50 millioner pund (570 millioner kroner, red.), og det endte med delvis at blive købt af et konsortium af forretningsfolk, forklarer han, fordi den kunstsamler, der havde reserveret det, viste sig ikke at have råd.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Til gengæld var der mere tyst i salene, da Damien Hirst i 2009 viste sine nye malerier ved siden af mestermalere som Titian og Rembrandt på The Wallace Collection i London.

I stedet for at være konceptkunstner og lade sine mange assistenter føre penslen, som han plejede, valgte Damien Hirst nu at male selv. For nu var han kunstmaler. Men anmelderne kvitterede ved at skrive: »chokerende dårligt!«, »pinligt!«, »amatøristisk!«.

»Det er selvfølgelig ikke rart. Man læser dem og tænker: Oh my god, har de ret? Men jeg er ikke enig i kritikken, og jeg maler stadig«, siger han og rækker et par fingre med nedbidte negle og sort maling frem som bevis.

»I begyndelsen sagde folk jo også, at de hadede min pletmalerier. De fik samme kritik. Folk sagde også, at de var barnlige, men for fucks sake: Picasso malede som et barn i årevis«.

The elephant in the room
Picasso. Warhol. Hirst. Han sammenligner sig gerne med sine forgængere. Og malerierne er da også en kommerciel succes. Især blandt rige amerikanere.

Egentlig er det betingelsen for interviewet. Jeg må ikke spørge til pengene.

Men på det her tidspunkt er det blevet the elephant in the room. Så nu, hvor Damien Hirst alligevel selv begyndte, vil jeg vide det: Hvordan han egentlig oplever at være en af verdens dyreste nulevende kunstnere?



»Finanskrisen gjorde, at tingene fandt et mere fornuftigt leje. Det blev jo lidt sindssygt i 2006 og 2007«, fortæller han.

»Jeg blev sagsøgt af en køber. Han havde købt et maleri og solgt det på auktion. Jeg var på det tidspunkt i gang med at male endnu et maleri, som han havde reserveret. Men jeg nægtede så at sælge til ham, fordi det så åbenlyst handlede om spekulation. Så sagsøgte han mig, og jeg var nødt til at sælge til ham alligevel. Jeg tænkte bare: Fuck, det her plejede at handle om at hænge nogle malerier på væggen. Det var derfor, jeg blev kunstner«.

Gav sig selv et løft

Men det indrømmer Damien Hirst også: Han er ikke en af den slags kunstnere, der bare lader sin gallerist om at sætte prisen. Det ville være uansvarligt, mener han.

Emnet penge må konfronteres ligesom døden, siger han. På et tidspunkt bad han endda sin gallerist om at sætte prisen på sine værker op fra 20.000 pund til 100.000 pund (1,1 million kroner, red.). »Jeg tænkte selvfølgelig for mig selv: Hvis jeg pludselig intet sælger, er jeg fucked. Det gjorde jeg jo så. Men jeg kan da også tydelig huske, at da nogen købte et værk af mig første gang til 1 million pund (11 millioner kroner, red.), tænkte jeg: Shit! Og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Var det virkelig 1 million værd?«. Damien Hirst er en tvivler. Siger han nu. Og hvem ville have troet det. I hvert fald var det ikke det indtryk, drengen fra Leeds gav, da han staldkåd kom til London og ville vise etablissementet, hvordan den skulle skæres. Dengang udtalte han:



»Jeg kan ikke vente med at få en position, hvor jeg kan lave virkelig dårlig kunst og slippe af sted med det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så jeg spørger ham, om det er, hvad han så har gjort – lavet dårlig kunst og sluppet af sted med det? »Det synes jeg ikke«, smiler han.

»Jeg har bare altid forsøgt at gøre det modsatte af, hvad der blev forventet. Men faktisk mener jeg ikke, at der er forskel på at lave god kunst og dårlig kunst. Jeg tror ikke på genialitet, men jeg tror på frihed, og det er, hvad det statement i bund og grund handler om. Tænk på Manzoni (italiensk konceptkunstner, red.), der pustede en ballon op og solgte den som kunstnerens åndedræt. Eller Salvador Dalís hummertelefon. Så længe det er gennemført, kan det være fantastisk«, siger Damien Hirst og holder en lille kort tænkepause, før han siger:

»Jeg overvejede på et tidspunkt at lave en 12 meter lang menneskelort i bronze. Men jeg kom fra det. Jeg ville kalde den ’Uden titel, nr. 2’, fordi børn i England siger, at de skal lave nummer to, når de skal skide. Forestil dig den på en plads i New York. Det ville da være fantastisk«.

»Ja, det lyder flot«, svarer jeg. »Men tror du, Jytte Dresing ville være interesseret?«.

»Måske hvis jeg lavede den i en mindre version«, siger han og rækker hånden frem, som om han viser mig noget.

»Lady like ... med brune diamanter«.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden