er det kunst? 130.000 så racerbiler på kunstmuseet ARoS

Museumsdirektør Jens Erik Sørensen var bange for hverken at få kunstkendere til at acceptere biler eller bilfolk til at acceptere kunstmuseum. Til hans glæde er 130.000 gæster taget med på det århusianske hastighedsridt.
Museumsdirektør Jens Erik Sørensen var bange for hverken at få kunstkendere til at acceptere biler eller bilfolk til at acceptere kunstmuseum. Til hans glæde er 130.000 gæster taget med på det århusianske hastighedsridt.
Lyt til artiklen

For tolv uger siden kunne tyve af Grand Prix-verdenens mest berømte og succesombruste racerbiler lige så mageligt rulle ind i kunstmuseet ARoS' rummelige elevator og tage turen ned til etagen for skiftende udstillinger. Her stod kunstneren Ingvar Cronhammer parat til at understrege bilernes kunstneriske dimension. I dag, når bilerne tager elevatorturen op i virkeligheden igen, kan ARoS' museumdsirektør Jens Erik Sørensen kigge på sine tælleapparater og konstatere, at han har haft over 130.000 mennesker med på sin køretur til Le Mans. Med udstillingen har han fået en drøm opfyldt, som han har båret på, siden han opdagede en BMW’s bløde kurver i et butiksvindue i Düsseldorf for mange år siden, men det, der glæder ham allermest, er, at han har haft et helt nyt publikum med sig. Som han udtrykker det: Træsko med hælkapper »Der er sådan et kodeks for, hvordan man opfører sig på et kunstmuseum, og vi har iagttaget, at det har været fuldkommen brudt ned med den her udstilling. En eller anden har sagt, at vi har set flere træsko uden hælekapper end nogensinde før. I hvert fald har vi set flere mænd, end vi er vant til, og også mænd vi ikke plejer at se.

Vi har simpelthen oplevet mænd, der har ligget nede på gulvene og fotograferet op under bilerne. Det har været fantastisk«, mener direktøren, der også har været begejstret for at se ikke så få af de nye gæster bevæge sig ’op til Hammershøis stille stuer’, når de er blevet færdige med at tjekke hjulophæng og stempelringe. Skal prøve grænser af »Når man når nu har betalt en forhøjet billetpris på 125 kroner for at komme ind, så vil man vel også se, hvad det er for et hus«, mener Jens Erik Sørensen, der bestemt har hørt mange forudindtagede meninger om stillestående kunstmuseer. Han er, sin fascination af bløde bilkurver til trods, så meget kunsthistoriker, at han ikke kan lade være at glæde sig over, at den lille Alfa Romeo Bimotore fra 1936 nok er tordnet ind i mere end 130.000 gæster – men Michael Kviums malerier trak 132.000 af huse, mens Olafur Eliasson stadig står med rekorden på over 140.000 gæster, og det er ’fint nok’: Plads til frispark »Vi er jo et kunstmuseum, og i morgen er vi tilbage i kunstens eget univers igen. Men der skal være plads til et frispark ind i mellem, og jeg står inde for det her, det har et indhold. Det er jo der, kunst adskiller sig fra form og design: Kunsten har en menneskelig dybde og et indhold, som man kan spejle sig i«. Når så mange mennesker har ’prøvekørt’ ARoS’ biler, skyldes det dels et hav af rundvisninger med ikke færre end 20 omvisere, der har holdt rattet for folk uden kørekort til en 12-cylindret verden. ’Jeg ville jo’, som Jens Erik Sørensen siger, ’heller ikke få noget ud af to fribilletter til en ishockeykamp, hvis ikke jeg fik en med, der kendte reglerne’. Måske skyldes succesen også vedholdende venindesnak om, at udstillingen har været byens bedste scorested, hvis man altså kunne tage en plejlstang med i købet. Men især kan publikumstallene tilskrives ’tidens mentale overskud’, for folk vil faktisk godt komme, når der sparkes lidt til normerne i dag, vurderer Jens Erik Sørensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her