Sidste efterår stod konservatorstuderende Mette Aagaard Rønde fra Kunstakademiets Konservatorskole og var i færd med at istandsætte et vindue i den næsten 200 år gamle fredede møllegård Lille Mølle. »Jeg var i gang med at lave en såkaldt farvetrappe på vinduesrammen«, fortæller hun om konservatortricket, hvor man ved hjælp af kemikalier kan finde ud af, hvilke farver der har været malet med. »På grund af kemikalierne var der meget dårlig luft, så vi åbnede vinduet for at få frisk luft ind. Men det antikke træværk viste sig at være så råddent, at hele møget faldt ned i gården, hvor det blev smadret ...«. Mette Aagaard Røndes introduktion til konservatorfaget chokerede hende og er bare et af mange eksempler på kulturarvens forfald, viser en ny undersøgelse. Send flere penge Det er Kunstakademiets Konservatorskole, der har bedt et konsulentbureau om en status på faget og kulturarven, efter at tidligere undersøgelser har vist, at det står sløjt til med at sikre de malerier, kunstgenstande, møbler og monumenter, vi ellers gerne skulle overlade til de kommende generationer.
Næsten samtlige svarpersoner eller over 90 procent mener, at kulturarv er ved at gå tabt på grund af forkert opbevaring og manglende opbevaring, og at dele af arven derfor vil gå tabt.




























