En nøgen blondine med vældige, kunstige bryster står i en vejkant med hænderne foldet over skridtet. På en græsplæne ligger en baby på ryggen og rækker hænderne mod himlen.
En drag queen stikker tungen ud gennem sine blodrøde læber, mens han beundrer sig selv i et smadret spejl ... eller hvad er det lige, han gør? Det er svært at se, for fotografiet er uskarpt. Ligesom mange af de andre billeder. Og det er der overhovedet ikke noget usædvanligt ved. Verden er fyldt med slørede og diffuse fotografier, som ikke nødvendigvis handler om noget videre håndfast. Man kan kalde det kunstfotografi.






























