»Det dragende ved levende lys ligger i vores gener: Som børn legede vi med ild i skolen, og vi satte lys på juletræet derhjemme. Det er nogle af første vores erindringer. Levende lys er utrolig fascinerende. Ligesom hvis man er oppe i et højhus og kigger ned, så mærker man suset af højde. Det er det samme med stearinlys«, siger Christian Lemmerz og fortsætter:
»Eller ligesom i en kirke, hvor folk ikke nødvendigvis kommer, fordi de tror på Gud, men fordi de har brug for et rum til eftertanke – et rum med stilhed. Min tanke var ikke, at det skulle være et museumsrum, hvor man kommer og bedømmer kunstværket og siger ’det kan jeg lide’ og ’det kan jeg ikke lide’ – det skulle være et rum, hvor man går ind og først ser skulpturerne, når øjnene vænner sig til mørket.
