Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Kunst

Kunstakademiets afgangselever fortæller om deres kunst og drømme

Politiken har mødt fem af de kunstnere, der er på vej ud af akademiet.

Kunst

Claus Haxholm

(f. 1986 i Børkop). Det Kongelige Danske Kunstakademi 2007-2014. Herunder: Malerskolen og Billedhuggerskolen.

»En af mine helt store oplevelser fik jeg i 2010 på en workshop i Island arrangeret til minde om den schweiziske fluxus-kunstner Dieter Roth, som jeg er stor fan af. Vi lavede kunst fra morgen til aften – og gerne langt ud på natten. Jeg lavede en syv tommers grammofonplade i tungt stål. En heavy metal-plade. Som del af en performance afspillede jeg den på et anlæg fra det lokale tekniske museum. Det lød virkelig groft. Khrrsch. Noise-stilen«.

»Jeg kommer fra en musikbaggrund, hvor man dyrker improvisation. Den bevidsthed har jeg med i kunsten. Selvfølgelig har jeg en ide, når jeg laver noget, men jeg ved også, at materialerne og værket selv kan trække resultatet i en retning.

For nylig var jeg med til at lave en skulptur i træ til en udstilling i Farum. Den var skrøbelig, ting vred sig, og en pind faldt af, men viceværten skruede en ny på. Det var vildt flot, skulpturen fik nyt liv. Der er klart noget sjusket over den tilgang, men det er også et spørgsmål om værdier. I et samfund, hvor alt er firkantet, er det rart, hvis kunsten kan være en antitese«.

»Der er et godt sammenhold og mange gode udstillingssteder i København. Problemet er, at lige så snart man træder uden for kunstmiljøet, så mangler der noget. Det er fedt at være en del af kunstcirklen, men vi har lukket os inde.

For mit eget vedkommende tror jeg, at min performance giver folk en indgang til min kunst. Man kan se det som en koncert. Eller en oplæsning. Nede i det ligger der nogle referencer, som nogle måske fanger, men under alle omstændigheder er det en oplevelse. Folk reagerer«.

»Ambitionen er at komme til at leve af kunsten. Det er hårdt i Danmark, men jeg synes, jeg er ved at tage hul på drømmen. I år har jeg en udstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde, en udstilling på Møstings Hus og en turné i Kina med et kollektivt kunstprojekt«.

Sif Itona Westerberg

(f. 1985 i Kbh.). Det Kongelige Danske Kunstakademi 2010-2014. Herunder: Skolen for mediekunst og Billedhuggerskolen.

»Vi taler utrolig meget om vores værker herinde. Nogle siger: Den ville være vildt fed i blå. Andre siger: Du skal kun arbejde i metal. Det er vigtigt, at man lærer at lytte til sig selv«.

»Jeg kan godt lide, når tingene har noget volumen. Til afgangsudstillingen er jeg i gang med at lave en gipsfrise. Et ’druknet’ kontorlandskab. Med telefon, kontorstol, lommeregner, stempel, dueslag. Ting, du vil finde på et kommunalt kontor. Det her druknede kontorlandskab, der enten er ved at synke ned i noget eller ved at blive gravet op af fremtidens arkæologer, kan opfattes som en posthuman fortælling om et system, der ikke fungerede.

Mennesket er en naturforandrende kraft. Overbefolkning accelererer. Klimaforandringer er et faktum. Samtidig er der en herskende idé om, at alle skal vækste. Jeg kender ikke svaret, men jeg problematiserer, om kapitalismen er et bæredygtigt system«.

»Lige nu tænker jeg meget over, hvad det vil sige at være færdig. Der er overhovedet ikke noget, der ligger lige til højrebenet, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at lave kunst. Det er min store drøm at kunne få kunststøtte til at rejse til Grønland og lave en kæmpe afstøbning af indlandsis, der smelter. Projektet ville kræve mange ansatte. Måske også en helikopter«.

»Jeg kunne godt tænke mig, at kunsten havde mere på hjerte og blev klar over sit eget samfundskritiske potentiale. Jeg savner et selvværd i kunsten. Jeg er stor fan af materialitet og form, men jeg savner lidt pondus bag. Vi er inde i en lidt vag periode, hvor få tør sige, at de vil noget med deres ting«.

»I dag er der meget fokus på, at vi skal klare os godt. Vi sendes ud som enmandshære, der skal have en karriere op at køre. Vi har lavet uddannelsesplaner fra sjette klasse og skrevet under på, hvad vi ville være, når vi blev store. Det værste, man kan være, er ubeslutsom. Der er mange ting, man ikke kan som kunstner, hvis man hele tiden får at vide, at man skal klare sig godt«.

Matilde Duus

(f. 1983 i Aarhus). Det Kongelige Danske Kunstakademi 2008-2014. Herunder: Grafisk Skole, udveksling på Konsthögskolan Valand, Göteborg 2012, og nu Billedhuggerskolen.

»Det er et nedtonet og abstrakt univers, jeg arbejder i«.

»Min første større ting lavede jeg i slutningen af mit tredje år til en udstilling her på skolen. Det var en stor papirvæg, cirka 4 x 2,5 meter, sat sammen af papirark af mange forskellige slags, indsamlet gennem flere år. De var tapet sammen med bittesmå stykker af malertape. Den kunne kun akkurat holde sammen i de fem dage, udstillingen varede.

Det var ret spændende, at det næsten ikke kunne lade sig gøre. Dagslyset skinnede igennem den og gav den et fint og transparent udseende. Fra den modsatte side virkede den enormt massiv. Den kombination bliver jeg ved med at forfølge: det på én gang skrøbelige og holdbare«.

»Jeg kunne godt drømme om at lave noget i papir fra gulv til loft i et kæmpestort rum, for eksempel på Koldinghus. Det skulle være så stort, at man kunne se det fra alle etagerne. Det gør noget ved både beskueren og værket, når man kan bevæge sig i forhold til det. Det er en begrænsning, når man kun kan se tingene fra en vinkel«.

»Jeg har ikke nogen drøm om at blive en stor international kunstner. Men det kan være en nødvendighed at skulle promovere sig selv for at få lov til at arbejde med kunst hver dag resten af livet«.

»Jeg ville synes, det var federe at udstille på Koldinghus end på Moma (Museum of Modern Art, New York, red.). Jeg forestiller mig, at jeg også er i Norden om fem år. Jeg tror ikke, jeg ender i New York. Jeg vil hellere ud på landet og have en have. Og optimalt en kæmpestor lade, hvor jeg kan arbejde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er ved godt mod i forhold til fremtiden. Jeg har valgt min vej. Så må det løse sig på den ene eller anden måde. Jeg er holdt op med at bekymre mig«.

Pia Eikaas

(f. 1985 i Kristiansand, Norge). Det Kongelige Danske Kunstakademi 2008-2014. Herunder: Skolen for Mur og Rum, et semester på udveksling til kunstakademiet i Oslo og nu Grafisk Skole.

»Jeg flyttede til Kina, da jeg var 21, for at komme væk fra det pæne og borgerlige liv, jeg var vokset op med. Jeg tog så langt væk, jeg kunne, for at lære det sprog, der lå længst væk fra mit eget. Det var måske lidt teenage-agtigt. Men det er faktisk det samme, jeg synes er spændende i en kunstnerisk proces: at dekonstruere ord og samfundsforestillinger«.

»Med mit kunstnerkollektiv deltog jeg i en antipicnic i Bruxelles. Vi tog ud til et ret øde område i december måned. Vi havde junkfood med og sad i sneen tæt på en kloak og spiste. Læste nogle digte. Det blev bagefter til en længere tekst. Det var en kollektiv leg, hvor vi tog en småborgerlig aktivitet, nedbrød den og vendte den på vrangen«.

»Det er vigtigt at forholde sig kritisk til sin samtid. Men det poetiske er også ekstremt vigtigt. I min installation til afgangsudstillingen er der et lille trekantet flag på en knallert, hvor der står lort på fransk. Med et ekstra ’r’ – merdre, det er en reference til den franske symbolistiske forfatter Alfred Jarry. Jeg har ikke lyst til at definere, hvad man skal få ud af det, men altså: lort, flag, nationalstat – man kan jo selv fortsætte tankerækken.

De politiske budskaber skal ikke være alt for konkrete, jeg vil hellere give små hints til beskueren«.

»Jeg har ikke nogen konkrete karrieredrømme. Så længe jeg kan være en del af et fællesskab og et miljø, hvor man kan blive ved at diskutere og udvikle sig selv og hinanden.

Min fremtid kan gå i mange retninger, men det ville være interessant at arbejde i krydsfeltet mellem kunst, byrum og det sociale – samarbejde med byplanlæggere og arkitekter. Det ville også være superfedt at undervise«.

Foto: Martin Lehmann

Jonas Frederiksen

(f. 1986 i Køge), Det Kongelige Danske Kunstakademi 2008-2014. Herunder: Malerskolen 3 og Skolen for Mur og Rum.

»Det kan være svært at definere præcis, hvad jeg laver, fordi det er så mange forskellige ting. Der er ikke et fast medie. Jeg kredser meget om det popkulturelle. Jeg er selv storforbruger af popkultur. Det er vildt spændende, hvornår noget manifesterer sig som en trend eller som en smag.

Jeg bliver mere inspireret af de reklamer, der hænger på metrobyggeriet end af, hvad der bliver udstillet på gallerier. Det fungerer skidegodt at tage kendte temaer fra popkulturen ud af deres kontekst og ved nogle simple kunstgreb give dem et twist, så har du et ready-made værk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Til en udstilling på akademiet lavede jeg en basketballkurv i krydsfiner ud fra tanken om den typiske scene i en amerikansk film, hvor far og søn skal have en snak, og det foregår ved kurven, fordi det er nemmere at få gang i en samtale, hvis man laver noget fysisk samtidig. Jeg udstillede den sammen med en mailkorrespondance med en anden studerende, hvor jeg forklarede ham mine tanker. Det var formidlingsaspektet.

Jeg hænger måske lidt fast i at tænke på kunstneren som en van Gogh-type. En romantisk figur, der bliver sindssyg, fordi indtrykkene er for stærke. Van Gogh er et forbillede på grund af den energi, som besatte alle aspekter af hans liv. Det føler jeg på en måde allerede, jeg har gang i«.

»Jeg glæder mig ret meget til, at jeg er færdig på akademiet. Det bekymrer mig ikke, at jeg skal ud at slå igennem. Det er ikke sikkert, jeg kommer til at kunne leve af det. Men jeg vil lave kunst, fordi det giver mig energi.

Jeg synes, man skal være ydmyg«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce