Vi har kun lige sat os på en bænk på midten af Dronning Louises Bro, der leder en strøm af cyklister mod Nørrebro, da det står klart, at interviewet med de tre nepalesiske kunstnere går i en helt anden retning end forventet.
På min blok står ord som ’ytringsfrihed’, ’borgerkrig’, ’livstruet’ og ’udstilling lukket’. Og jeg forventer, at de tre kan fortælle om det at være kunstner i Nepal med livet som indsats her på broens fortov med udsigt til københavnere, der cykler forbi i sommertøj og drikker dåsebajere på bænkene omkring os.


























