Foto: Fra Facebook
Kunst

Kunsteksperter: Dan Parks værker har ingen kunstnerisk værdi

Der er ingen faglig begrundelse for at udstille den racismedømte svenskers værker, lyder det.

Kunst

Mens ytringsfrihed og racisme har stjålet dagsordnen, når Dan Park og hans værker er blevet diskuteret, er der meget få, der har forholdt sig til, om der overhovedet er kunstnerisk værdi i de ni billeder, der nu skal udstilles i Danmark.

Og det er der ikke, lyder det fra en række fagpersoner i kunstmiljøet.

En af dem er kunsteren Jens Galshiøt, der igennem årene selv har arbejdet med provokation som fast element i sine skulpturer.

»Jeg har lavet gravide teenagere, der er blevet korsfæstet, og det er der nok mange katolikker, der er blevet sure over, for det er en kommentar til deres forbud mod prævention og manglende seksualundervisning. Jeg er vant til at provokere og mener, at det ikke er provokationen i sig selv, der er problemet, men sammenhængen de bliver præsenteret i«.

Har det kunstnerisk værdi at udstille Dan Parks værker?

Foto: DALSGAARD MIRIAM

»Det tror jeg sgu ikke det har. I hvert fald ikke dem, jeg har set. Dan Parks tegninger minder om karikaturtegninger fra 1930’erne i Tyskland med jøder tegnet med store næser, så de ligner rotter. Hans værker minder om hate speech, hvor man stigmatiserer anderledes grupper«, mener Jens Galschiøt.

Desuden understreger kunstneren, at det er nødvendigt at se på værkerne i sammenhæng med, at Dan Park med sin deltagelse i en række højreorienterede manifestationer i Sverige og andre steder har markeret sit politiske ståsted. Det betyder noget for tolkningen af værkerne.

»Hvis de (værkerne, red.) havde været skabt ud fra et venstreorienteret synspunkt, kunne man forstå det, men han er integreret i det. Han er for fedtet ind, og det er tydeligt hvilken dagsorden, der ligger i det her«.

Et tydeligt partsindlæg

Tidligere gallerist og nuværende kunstrådgiver for landets største samlere, Christina Wilson, mener, at det er en vanskelig øvelse overhovedet at se på det rent kunstneriske i Dan Parks billeder, da form og indhold er så tæt forbundet.

Hun oplever, at Parks værker er politisk, moralsk og etisk motiverede og derfor er et tydeligt partsindlæg i en politisk diskussion, lige meget hvad Dan Park selv siger om sin motivering forud for værkernes skabelsesproces.

»Her er ikke tale om værker med et højt autonomt æstetisk indhold, da Park gør brug af massekulturens nutidige udtryk, hvor han approprierer, altså bygger ovenpå, andres allerede eksistererende billeder, nu med hans egne kommentarer. Der er altså tale om en slags pop-agitation, og de kan derfor ikke ses som kunstværker, der fungerer på sine egne præmisser - det vil sige kunst for kunstens egen skyld«, mener kunsteksperten.

Heller ikke kunstkritiker ved Politiken, Trine Ross, kan få øje på noget kunstnerisk motiv for at udstille den omtalte malmøborgers arbejder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg synes ikke, de er særligt interessante som kunstværker. Det virker heller ikke som om, det er dér, kræfterne er blevet lagt. Der er ingen interessante kompositioner, farvevalg eller noget nyt. Det ligner bare sådan noget, man trykker på en kopimaskine og hænger op, hvis ens kat er løbet væk«.

Direktør: Meget lokalt

Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond og direktør på museet Kunsten i Aalborg, siger, efter at have set de ni billeder, der bliver hængt op på Christiansborg i dag, at det kan være svært at skille værk og debat ad.

»Når debatten fylder så meget, er det svært at se værkerne for sig selv. Det er som om det ikke eksisterer uden debatten. Et andet eksempel er Christian Lemmerz, der udstillede sine grisekroppe på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen handlede om død og forgængelighed, men debatten kom til at være noget helt andet«, siger hun.

Alligevel gør hun forsøget på at skille de to ting ad.

Foto: POSSELT LÆRKE

»I sin rå form kan man sige, at kunst er kunst, når kunstneren har udråbt det til kunst. Og når jeg tager de her billeder alvorligt som kunsthistoriker, så kan jeg nøgternt sige, at kunstneren lægger sig i en tradition, hvor man følger en aktuel politisk debat. Hans formsprog minder om 1920’ernes og 1930’ernes kollager og har også en form for opråb, som vi kender fra eksempelvis Røde Mor i 1970’erne«, siger hun.

Hun mener, at de kunsthistorisk skriver sig ind i en tradition med gadekunst, men mener ikke, at værkerne »viser den store forståelse af den kunsthistorie, de skriver sig ind i. Det er bare nogle billeder og noget tekst«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Værkerne er meget specifikke. Kunst må gerne provokere tanker frem hos beskuere og få dem til at reflektere over deres samtid, men emnerne her er ekstremt snævre. Det taler ind i en lille lokal svensk kontekst og vil aldrig fungere internationalt, så det bliver en lokal diskussion og ikke en international«, siger hun og fortsætter.

»Jeg begyndte med at se billederne uden at læse om dem, men hans historier var mig uvedkommende, og det var først, da jeg læste om den lokale kontekst, at jeg forstod meningen med dem, så som kunstværk kan de ikke stå for sig selv og fungerer ikke«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce