Østre Anlæg
»Parker er lydoaser. Lige så snart vi går derind, lyder byen anderledes. Vi sætter tempoet ned, og lydene ændrer sig. Trafikken glider i baggrunden og bliver til en lydkulisse af byen i det fjerne. Til en atmosfære, som omfavner parken og for en stund gør os i stand til at høre os selv og vores færden. Jeg elsker lyden af skridt i grus. Hvert skridt er et lille unikt lydværk, for skridt i grus skifter karakter, alt efter hvilken slags grus man går i, og hvem der går i det. Den minder mig om vinylknitren fra pladespilleren – noget af det smukkeste, der findes.
I parken hører man løbernes skridt i gruset og mere dumpe skridt på parkens græsgange, deres åndedræt og tøj, der glider og gnider mod tøj. Parkens lyd er også børn, der leger, susene i sivene, vandet, der klukker, og vinden i træerne og fuglene, der samler sig om aftenen, mens de i et inferno af kvidder udveksler dagens erfaringer«.
