Forståeligt. Omvisninger udgør en stor del af museernes formidling. Men formidlingen har også et skriftsprog, der gerne må nyde fremme.
Foto: Gorm Branderup

Forståeligt. Omvisninger udgør en stor del af museernes formidling. Men formidlingen har også et skriftsprog, der gerne må nyde fremme.

Kunst

Kommentar: Forskning uden formidling er noget skidt

Det kan være svært at forstå, hvorfor der skal spares på kunstens egen historie.

Kunst

Kunstmuseernes besøgstal røber en stor folkelig interesse for fritidsinteressen: kunst.

Mange elsker kunst så højt, at de gerne rejser langt og dyrt efter den, andre køber eller investerer også i den, og ikke helt få laver den ligefrem selv. Alligevel er historien om kunst i knibe. For kunsthistorie er et af de fag inden for humaniora, der kan blive ramt af Uddannelsesministeriets bebudede nedskæringer af stillinger.

Nedskæringer er sådan et grimt ord. Det er reduktioner og decimeringer også. Ord som tilpasninger og dimensioneringer lyder meget bedre, og med det menes der tilpasninger til arbejdsmarkedets behov.

Tilpasningerne er blevet kritiseret blandt de studerende og de institutter og uddannelsesinstitutioner, som i særlig grad vil få tilpasningen at føle.

Fra den anden ende af bordet er flere høje læreanstalters ledelse blevet skældt ud for at have sovet skønhedssøvn. De kritiseres for ikke at have holdt øje med, om bestemte fag overhovedet var tilpasset efterspørgslen ude i den såkaldt virkelige verden, og manglen på gode, solide job har ikke virket tilbage på læreanstalternes egen husholdning og prioritering. Dimensioneringen har ikke været tilpasset efterspørgslen.

Når modparten fremstiller sagen, lyder det, som om visse institutter bare har sluset intetanende kandidater gennem lange, kostbare og brødløse uddannelser for bedre at kunne retfærdiggøre størrelsen af deres eget institut. For der har altid været en sammenhæng mellem det enkelte fags ’muskler’ og så det antal studerende inden for faget, der har været en tur omkring eksamensbordet.

Når man taler med fagets egne repræsentanter, benægtes det, at arbejdsløsheden er stor. Kunsthistorikere er faktisk beskæftiget. Ganske vist har de ikke fået store pensionsgivende livstidsstillinger på store museer. For hvem får den slags job nu om stunder? Men de laver noget, de klarer sig, nogle af dem endda godt, de både lever og overlever. Og så kan de sidst men ikke mindst føle glæden ved at eksistere sammen med et fag, som de selv – og ikke samfundets økonomer – har valgt for dem.

Men på ét punkt har både kunsthistorie og andre humaniorafag noget at lære. At denne truende situation overhovedet er opstået, trods den omfattende folkelige interesse for kunst, er et tegn på, at faget ikke har været godt nok til at reklamere for sin nødvendighed. Kunst kan være noget af det mest spændende og inspirerende, man kan opleve ved selvsyn. Men både spændingen og inspirationen udebliver, når man skal læse en alt for kompliceret og kringlet tekst om det, man har set.

I et akademisk karriereforløb er det forskning, der er mest meriterende, og når der forskes, er det for sjældent, at forskningen bliver fulgt op med formidling i en mere tilgængelig sproglig indpakning.

Universitetsfag betjener sig af en særlig metodik og et højtudviklet sprog. At beherske dette sprog er et af de krav, der stilles til studerende. Man kan ligefrem sige, at dette sprog og den sammenhæng, det indgår i, er med til at legitimere faget som videnskab. Men det er problematisk, hvis et universitetsfag fortrinsvis kommunikeres i et lukket kredsløb, og hvis den faglige metodik og retorik, faget kræver af sine udøvere, opfattes som en barriere af alle andre.

Teorien og sproget skaber nok et fagligt sammenhold. Men opbygger også skranker og hindringer. Det er derfor, at den folkelige formidling i dag varetages af mange andre end kunsthistorikere.

Disse ikke-faguddannede folk har været effektive formidlere, i den forstand at de både har set en mening og sat en ære i at formidle kunst til de mange. De har været nemmere at forstå for dem, der er med til at betale gildet. Men den seriøse formidling er alt for vigtig til, at kunsthistorikere har råd til at overlade den til andre.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce