Det tredje årtusind begyndte dramatisk med at sende chokbølger gennem Kunstmuseet Trapholt og videre ud i kunstlivet.
På udstillingen ’Eyegoblack’ havde kunstneren Marco Evaristti opstillet ti blendere, som publikum kunne aktivere. Tændte man for strømmen, var det dog overlagt mord på de sværddragere, der svømmede rundt i blenderne. Dette avantgardistiske fiskedrab gjorde Marco Evaristti berygtet og snart berømt. En gylden regel lyder, at starter en kunstner ikke med at være det første, altså berygtet, er det vanskeligt for ham senere at blive det andet, nemlig berømt. Det kan Bjørn Nørgaard tale med om. I dag snakkes der stadig om den rituelle hesteofring, som han i 1970 midt under Vietnamkrigen forrettede på en sneklædt mark, også selv om han siden har lavet så meget andet og større.




























