Før Flemming Friborg bebudede sin afgang som direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, kom han i Carlsbergfondets Årsskrift (og derefter i Politiken) med en bredside mod det, han kaldte for de danske museers fundamentale mangel på selvtillid:
»I museumsverdenen globalt har man i årtier ikke troet, at ens museum virkede, medmindre det larmede, medmindre du var i stand til at lave spektakel. Når museumsfolk i dag bliver udæsket på deres strategi, bruger de ord som katedral eller banegård til at beskrive, hvad deres museer skal være i fremtiden. Det er en nødvendig funktion af den tid, vi lever i, at vi tror på overbuddet, og at vi er nødt til at sige: Vi har det nyeste, det bedste, det største, det mest contemporary«.


























