Tag nu Lars Arrhenius som eksempel på en kunstner, der ikke er helt som de andre – og dog. Hvad enten han laver billeder, teater, spil eller animationsfilm, som nu til en række københavnske metrostationer, er det skildringer af den virkelighed, som vi lever i som små isolerede individer, der alligevel ikke har nok i os selv. Hvor enestående denne svensker end er, er han typisk for en tendens i tiden: den kunst, der ikke længere kan eller vil holde samfundet udenfor.
Engang var forargelse og berømmelse to sider af samme gangbare mønt. Men i dag afstår kunstneren fra den direkte provokation. Han ved, at det f.eks. ikke længere er nok at aflive en due, udstoppe et kuld hundehvalpe eller offentligt lade et par grise gå i forrådnelse. Det er også længe siden, at politiet konfiskerede et kunstværk, fordi det viste en penis malet på en kvindes kind. Hvis man i dag vil en tur på politistationen eller have sit værk på avisernes forsider, skal der mere til!


























