Det var et skræmmende syn, der mødte besøgende med mod på at bese klosteret Santa María de Sigena i en gold bjerglandsby i den nordspanske region Aragón i sommeren 1936. I den kaotiske optakt til den spanske borgerkrig udbrød der brand i landsbyen Villanueva de Sigenas absolut eneste attraktion, nonneklosteret, der daterer sig helt tilbage til det 11. århundrede.
I en dalsænkning henlå det på en gang rå og smukke kloster ifølge datidens øjenvidner som »et bjerg af brændende ruiner«. Inden for de vidtåbne døre var alteret fortæret af flammer, og de delvist mumificerede, jordiske rester af klosterets grundlægger, dronning Sancha, og hendes datter Dulce lå på gulvet i koret, omgivet af knogler fra længst faldne riddere.



























