Gennem sin meget snart 60-årige historie (museet åbnede 14. august 1958) har Louisiana lavet mere end én udstilling med Picasso. For hans værk er enormt. 1. februar holder museet fernisering på de værker, der kan gå i stykker, hvis nogen er så uheldig at tabe dem: de keramiske. På blot en snes år efter Anden Verdenskrig fik den enormt produktive spanier fremstillet ca. 4.000 keramiske objekter, og gennem samarbejdet med tre Picasso-samlinger, i Paris, Antibes og Barcelona, har Louisiana lånt halvandet hundrede af dem, og de vises til 27. maj. Andre udstillingstilbud i Humlebæk er malerier af den tyske ekspressionist Gabriele Münter (fra 3. maj) og arbejder på papir af Ed Ruschka, fra den amerikanske pop-art (fra 17. maj).
På ARoS i Aarhus kan man 14. april møde værker af en anden af popkunstens tunge drenge: James Rosenquist (1933-2017). Med sine malerier viste amerikaneren, at selv kulørte og billige reklamer kan være råstof for stor kunst. Apropos ham så indleder Arken sæsonen – 3. februar – med en præsentation af historiens måske mest dekorativt begavede reklamekunstner, den tjekkiskfødte Alphonse Mucha (1860-1939). Mucha satte sit luksuriøse præg på alt, hvad han rørte ved: maleri, design, kunsthåndværk, smykker, interiører og frem for alt plakater, som eksponerede tidens superstjerner. Som f.eks. skuespillerinden Sarah Bernhardt.


























