Tre mænd står til lange fængselsdomme for et spektakulært tyveri i 2019, hvor de slap væk med smykker og ædelstene for milliarder fra et tysk museum.

De stjal kunst for mere end syv milliarder kroner. Nu tilstår de

Politiet har haft svært ved at optrevle trådene i kunsttyveriet, fordi de mistænkte alle tilhører et af politiet velkendt kriminelt syndikat, hvor man dækker over hinanden. Her et foto fra retten i Dresten 10. januar 2023. Foto: Jens Schlueter/Ritzau Scanpix
Politiet har haft svært ved at optrevle trådene i kunsttyveriet, fordi de mistænkte alle tilhører et af politiet velkendt kriminelt syndikat, hvor man dækker over hinanden. Her et foto fra retten i Dresten 10. januar 2023. Foto: Jens Schlueter/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En økse, en pulverslukker og en bil forklædt som taxi.

Hvis ikke der var forsvundet uvurderlige kulturhistoriske genstande, ville det næsten være morsomt. For det er de remedier, kunsttyvene brugte for at gennemføre det, der er blevet betegnet som det største kunsttyveri i nyere tid.

Detaljerne er kommet frem i retten i Dresden, hvor tre ud af indtil videre seks tiltalte nu har tilstået, at de har medvirket til forbrydelsen. De tiltalte tilhører, hvad der i internationale medier beskrives som en mafialignende organisation.

Indvandrermafia mistænkes for gigantisk diamantkup på 'verdens ældste museum'

Tyveriet fandt sted i november 2019 på museet Grünes Gewölbe i Dresden. Museet, der kalder sig ’barokkens skatkammer’, udstiller smykker, juveler og ædelstene.

Det har tidligere forlydt, at tyvene kom væk med tyvekoster for op mod 7,5 mia. kroner: smykker, mere end 4.300 diamanter, et sværd med et skæfte belagt med diamanter og en berømt hvid 49 karat stor diamant.

»Jeg beholdt ikke byttet«

Retten anbefalede i sidste uge straffe på fire til seks års fængsel, men de tre tiltalte, som nu har tilstået, kan ifølge medieomtalen håbe på mildere straffe, da de har medvirket til dele af opklaringsarbejdet.

En af dem har tidligere kun givet en delvis tilståelse, men har nu erkendt, at han deltog i tyveriet. Men »jeg beholdt ikke byttet. Jeg havde ikke adgang til det«, sagde den 29-årige mand ifølge flere medier i retten.

»Jeg ved ikke, hvad der skete med det. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at sikre, at alt det, som var tilbage, kom tilbage til Dresden«.

De øvrige tiltalte har enten tilstået, at de hjalp til ved røveriet, eller afviser at have medvirket.

Pulverslukker bremsede politiet

Politiet anholdt de første af de mistænkte et år efter tyveriet. Tyvene satte først brand i et elskab, hvilket fik strømmen til at gå på museet. Derefter brød de ind gennem et vindue og smadrede en montre med en økse.

Opklaringsarbejdet blev besværliggjort af, at tyvene derefter tømte en pulverslukker efter sig for at skjule dna-spor. Efter tyveriet brændte tyvene flugtbilen i en underjordisk garage, hvorefter de tog en bil, der var forklædt som en taxi, til Berlin.

Politiet finder udbrændt flugtbil efter vildt smykkekup

De tiltalte har i retten fortalt, at de fik ideen til tyveriet, fordi en bekendt efter et besøg på museet havde »rablet« løs om de mange diamanter.

Politiet har tidligere meddelt, at de har fundet 31 af de genstande, der blev stjålet. Andre betydningsfulde genstande, inklusive den hvide Dresden-diamant, er stadig sporløst forsvundet.

Politiet har anslået, at helt op mod 40 personer har været involveret i røveriet. Retssagen er planlagt til at løbe helt til oktober.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her