Med sine fire kæmpemalerier 'Wave' har Nina Sten-Knudsen svaret bekræftende på spørgsmålet: Kan en maler i dag lade sig inspirere af historien? Eller kan historien bruges til noget i det moderne maleri? I modsætning til en anden nyere og oplagt parallel - Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner - har Nina Sten-Knudsen ikke udvalgt segmenter af det kæmpemæssige og dagligt voksende materiale, som historien er for os. De fire billeder på Randers Kunstmuseum etablerer ingen indbyrdes rækkefølge, sådan som Nørgaards gobeliner gør det på Christiansborg. For kunstneren har ikke ønsket at tidsfæste sin opfattelse af 'historien'; der er ingen perioder, ingen orden, ingen kronologisk struktur. Historien er mere set som en vældig bølge af fortid, nutid og måske fremtid, godt blandet sammen, og nu har denne tidevandsbølge overskyllet kunstnerens bevidsthed - og vores - uden at efterlade andet end følelsen af et grænseløst og nærmest uoverskueligt rum. Et rum, vi nemt kan blive væk i. Her skal vi ikke vente at møde Svend Tveskæg, Christian IV, dronning Margrethe eller andre kendte historiske vejvisere, som man kan det på Christiansborg. Og når billederne ikke afspejler en officiel historieopfattelse, får det personlige en chance for at træde frem. Hvad vi måtte opfatte som tilfældigt, er blot kunstnerens individuelle omgang med sit materiale. Hos en kunstner spiller verdenskunsten naturligvis en særlig rolle. I 'The Wave' er der hentydninger til den japanske træsnitkunstner Hokusai, til hollænderen Rembrandt, englænderen Constable og amerikaneren Walt Disneys Mickey Mouse. Og i 'Raft' spørger Gericaults enorme maleri fra Louvre 'Medusaflåden', hvis engelske titel er 'The Raft Of The Medusa'. Også Nina Sten-Knudsens motiv tematiserer forulykkede skæbner, men ulykkens årsag er ikke specifik, som den var det hos Gericault. De to sammenkrøbne skikkelser, som gentages en miniature hos Sten-Knudsen, gør det måske ud for hele menneskeheden. På samme måde har Nina Sten-Knudsens 'Museum' ingen bestemt adresse. Det er et depot over historiens kollektive hukommelse, over alt, der eksisterer eller kan have eksisteret gennem civilisationer. I depotets baggrund skimtes også et kirkerum med hvælvinger og gotiske vinduer. Det giver anledning til at spørge: om kirken nu også er kommet på museum, sammen med religionen og troen? Muligvis. Måske ligefrem sandsynligvis. I det andet maleri 'The Wave' er det en rockkoncert, der danner opløb som en anden moderne bjergprædiken. Religionen selv har ingen plads i det kulturelle hierarki. Nina Sten-Knudsen betjener sig nok af et historisk materiale, og hvor teknisk flot hun end præsenterer det, gør hun det uden moralske, kristne eller ideologiske bagtanker. Billederne måler hver især 2,9 meter gange 4,78 meter, og tro det eller ej: Disse maleriske udstyrsstykker er malet af egen tilskyndelse, uden forudgående bestilling. Det betyder imidlertid ikke, at ingen vil have dem: Statens Museum for Kunst har allerede købt to. Med al deres dygtighed og deres encyklopædiske og kalejdoskopiske tableauer kan de minde om plakater til store eventyrlige film, især 'Museum'. Men der er ingen kendte skuespillere til at stjæle blikket, og heller ingen genkendelige figurer. De mennesker, som vi møder, er enten fjerne, livløse eller skygger af lys. Og det er også en pointe. Nina Sten-Knudsen er ikke figurmaler som Mikael Kvium. Hvor lidt disse nybarokke malerier end minder om hendes første vilde billeder fra tiden omkring 'Kniven på hovedet', så er de ikke så skrækkeligt forskellige fra de stemningsfulde, men øde syner, som hun for snart femten år siden oprullede i serierne 'Båden', 'Landskab' og 'Monumenternes landskab'. Hun er blot i de mellemliggende år blevet så meget dygtigere. Det er nogle gedigne kraftpræstationer, vi står over for, og præstationer i den størrelsesorden fortjener al mulig respekt.