Det er ikke helt let at fylde pladsen efter et par hundrede piratfisk. Men hvis nogen skulle gøre forsøget, er det da en flere meter høj model af den pansrede kampvogn, som Leonardo da Vinci tegnede i slutningen af 1400-tallet. For her i det femkantede, forsænkede lokale på det gamle Danmarks Akvarium, hvor luften engang var fugtig og lun, så regnskovens fisk og planter kunne trives bag glasvæggene, står da Vincis kegleformede tank i øjeblikket og virker på en gang komisk og frygtindgydende. En pudsig konstruktion, ikke for køn, men i stand til at sprede død og ødelæggelse. Faktisk lidt ligesom den underbidsramte piratfisk.
Tanken er slagnummeret i udstillingen ’Leonardo da Vinci – fremtiden i fortiden’.






























