Med fødeåret 1968 er Ivan Andersen solidt placeret i den generation, der har set det som en udfordring – og et levebrød – at give maleriet som genre kunstigt åndedræt. Han er langtfra den eneste, men han er alligevel lidt af en ener i måden, han forvalter sit arvegods på. For han er god til at finde på nye måder at være maler på. Så glemmer vi lige et øjeblik, at alle kunstnere faktisk er nødt til at være enere, hvis de i dagens kunstliv vil have tildelt bare en lille parcel på parnasset.
Med denne maleriets redningsaktion forudsættes det, at minimalisterne og konceptkunstnerne havde ret for 30-40 år siden, da de erklærede maleriet for ramt af rigor mortis, på dansk: dødsstivhed. Erklæringen kom ikke til at holde helt stik, og årsagen var ikke kun maleriets notoriske kunsthandlertække, dvs. dets gode økonomiske overlevelses- og anvendelsesmuligheder.
