Menneskets fordrivelse fra kunsten’ var titlen på et skrift, som en spansk filosof ved navn Ortega y Gasset udgav for snart 90 år siden, og som kom på dansk i 1945. Mennesket, som den abstrakte kunst havde bragt i defensiven, var dog ikke helt afgået ved døden. Det vendte ligefrem tilbage hos flere malere, blandt andet i den generation, som Peter Martensen tilhører. Sidste år rundede Peter Martensen de 60. Det kunne være anledningen til at gøre status på Brandts 13, det tidligere Fyns Kunstmuseum. Det gælder ikke mindst for en maler, der er født på Fyn.
Hos Peter Martensen triumferer mennesket aldrig som individualist. Hans lærreder er blevet overladt til et sært anonymt væsen, der virker, som om det er mangfoldiggjort i identiske udgaver. Sådan er dette menneskelige væsen blevet skildret igen og igen af en maler, der har gjort dette motiv til sin signatur. Dette gennemsnitsmenneske, som overvejende er hankøn, bærer altid den samme borgerlige uniform: hvid skjorte, sort slips, sorte bukser, sorte sko etc. For en uniformering er det. Der er ikke længere plads til individuelle træk i en verden, der for længst har inspireret en Franz Kafka til at skrive de bøger, der næsten kunne være drejebøger til Martensens univers.
